Investor

Pandora styrtdykker efter skuffelse - B&O brager frem

Pandora-aktien falder efter præsentation af skuffende regnskabstal.

Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup.

Torsdag morgen fremlagde smykkekoncernen Pandora foreløbige regnskabstal for 2017. Tal som Pandora finder skuffende. Selskabet forventer at lande en omsætning i 2017 på 22,8 mia. kr., hvilket er under de op til 24 mia. kr., der tidligere har været udmeldt fra smykkekoncernen.

Et resultat som selskabet bliver straffet for på børsen. Ved åbningen faldt aktien med 10 pct. og ligger her op ad formiddagen til et fald på knap 15 pct.

Samtidig med fremlægningen af de foreløbige regnskabstal, skifter Pandora også ud i ledelsen. Finansdirektør Peter Vekslund har opsagt sin stilling og forlader senest Pandora den 1. august.

»2017 har været et udfordrende år for Pandora. Resultaterne for 2017 er tæt på de mål, vi satte i begyndelsen af året, men vi er selvfølgelig skuffet over, at vi ikke til fulde har opnået målsætningerne,« siger Pandoras topchef, Anders Colding Friis i fondsbørsmeddelelsen.

Mens Pandora må tage imod børsbank fra morgenstunden, kan B&O glæde sig over at være flyvende.

Aktien er efter godt en times handel oppe med 10 pct.  - en reaktion på den fremgang i forretningen som B&O kunne vise i sit 2. kvartals-regnskab.

Væksten i omsætningen var i andet kvartal af regnskabsåret på 15 pct., og det er især salget af B&O-Play, der trækker op.

Modsat regnskabsåret første kvartal har B&O et positivt driftsresultat. Ebit-resultatet landede på 83 mio. kr. i andet kvartal, hvilket er 46 mio. kr. bedre end samme periode året forinden.

Læs også
Top job