Onsdagens obligationer: Renterne rørte sig ikke ud af flækken
Med udsving på blot knap 2 basispoint fra top til bund over hele onsdagen var der så godt som absolut stilstand på det danske obligationsmarked, hvor handlerne ikke havde meget inspiration at hente.
Renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme endte da også, hvor den startede - nemlig i 0,56 pct.
På de øvrige nordeuropæiske markeder var billedet desuden lignende - med nærmest uændrede renter og meget afdæmpet handel.
Inflationen i eurozonen var i december 1,4 pct., viste den endelige opgørelse fra statistikkontoret Eurostat onsdag formiddag. Det var helt som udviklingen i den foreløbige opgørelse - og også fuldstændig som ventet blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Dermed er der også fortsat et godt stykke op til inflationsmålet fra Den Europæiske Centralbank (ECB), der lyder på lidt under, men tæt på 2 pct.
Senere på onsdagen kunne investorerne se opgørelsen over industriproduktionen og kapacitetsudnyttelsen i USA i december overraske positivt.
Industriproduktionen steg med 0,9 pct. i julemåneden mod ventet 0,5 pct. blandt økonomerne ifølge Bloomberg News, mens kapacitetsudnyttelsen blev opgjort til 77,9 pct. mod ventet 77,4 pct. Det formåede dog ikke for alvor at rykke ved renterne.

