Lad ikke nervøsiteten i markedet fange dig
Øget nervøsitet. Det var eksperterne enige om, da de på forhånd blev spurgt til deres forventninger til investeringsmarkederne i 2017. Denne forventning byggede på en del store udsving på aktiemarkederne i 2016 i forbindelse med fx brexit og det amerikanske præsidentvalg. Da vi gik ind i året 2017, var man derfor bekymret for de kommende valg i Tyskland, Holland og Frankrig i løbet af året, samt Trumps start som amerikansk præsident.
Nu, et år senere, kan vi konstatere, at hverken Trump eller de europæiske valg skabte nævneværdig støj på aktiemarkederne. Selv uventede, geopolitiske begivenheder som Nordkorea-krisen resulterede ikke i markante udsving på de globale aktiemarkeder trods store overskrifter i aviserne.
Så ganske modsat forventningen blev 2017 faktisk et år med ekstraordinært begrænsede udsving. Ser man for eksempel på USA, så var der i 2017 kun fire dage, hvor aktiemarkedet (S&P 500) bevægede sig mere end +/- 1 pct. fra dag til dag. Det vidner om et år med usædvanlig ro. Man skal faktisk mere end 50 år tilbage for at finde et tilsvarende stille år. Og i Europa var billedet det samme: Målt på MSCI Europe-indekset finder vi kun ni dage i 2017 med kursudsving større end +/- 1 pct. fra dag til dag.
Selvom aktiemarkedet bevægede sig indenfor et meget lille spænd fra dag til dag i 2017, så var trenden undervejs ikke til at tage fejl af: pilen pegede op. Og de mange dage med små, løbende gevinster endte alt i alt med at give et fantastisk resultat, da globale aktier gav et samlet afkast på 20 pct. sidste år.
2017 blevet et exceptionelt år, hvad angår de meget begrænsede udsving på aktiemarkederne. Men det betyder ikke, at vi skal forvente samme stillestående udvikling i år. Men udsving er ikke farlige i sig selv. De er derimod noget, man må lære at leve med som investor. For udsving kommer i store og mindre udgaver. Det kan man være sikker på, når man investerer i risikofyldte aktiver som for eksempel aktier.
Når man sætter sine penge i den slags papirer, skal man som udgangspunkt have en længere investeringshorisont, end hvis man valgte en mere stabil investering som obligationer. Hvorfor? Fordi man lige præcis skal kunne tåle de udsving, som vil komme undervejs. Til gengæld kan man på lang sigt forvente et afkast fra aktierne, som ligger højere end det, man havde fået fra de mere sikre investeringer.
Så sørg altid for at have en tilstrækkelig lang tidshorisont, når du investerer din opsparing eller dine pensionsmidler. På den måde bliver du ikke fanget på det gale ben, når udsvingene pludselig viser sig. De kommer en dag. Og du ved aldrig, hvornår og hvor kraftigt.



