Fortsæt til indhold

Nets har takket ja til tilbud - bliver solgt til kapitalfond og ryger af børsen

Aktionærerne i Nets har accepteret købstilbudet fra en gruppe investorer med kapitalfonden Hellman & Friedman i spidsen.

Investor

Den danske betalingsgigant Nets, der bl.a. står bag dankort og betalingsservice, kommer nu på nye hænder. 94,1 pct. af aktionærerne i Nets har accepteret købstilbuddet på 33,1 mia. kr. fra en gruppe investorer med den amerikanske kapitalfond Hellman & Friedman i spidsen.

Det oplyser Nets i en fondsbørsmeddelelse. Her gør selskabet det klart, at de resterende minoritetsaktionærer vil blive tvangsindløst.

Handlen ventes endeligt gennemført den 7. februar. Dermed overtager selskabet Evergood 5 AS ejerskabet af Nets, og det betyder, at Nets bliver afnoteret fra fondsbørsen i København.

»Jeg er glad for, at et klart flertal af aktionærerne i Nets har accepteret tilbuddet fra Hellman & Friedman, som det også blev anbefalet af bestyrelsen i Nets. Jeg mener, at Hellman & Friedman er en ansvarlig, vækstorienteret ejer, der vil være i stand til at tage en langsigtet strategisk tilgang til udvikling af Nets, og at det vil være til fordel for alle vores mange interessenter,« udtaler Inge Hansen, der er bestyrelsesformand i Nets, i fondsbørsmeddelelsen.

Udover Hellman & Friedman er Singapores statslige investeringsfond GIC også at finde blandt køberne via Evergood 5 AS. I kredsen af købere finder man også finske Sampo, der tidligere har oplyst, at selskabet kommer med 1,7 mia. kr. til købet.

Købet betyder, at Nets har haft et meget kort liv på børsen. Selskabet blev nemlig børsnoteret til en værdi af 30 mia. kr. den 23. september 2016. Nets når dermed med stor sandsynlighed ikke at fejre sin to-års fødselsdag på børsen.

Inden børsnoteringen var Nets ejet af de to amerikanske kapitalfonde Bain og Advent samt danske ATP. Denne gruppe overtog Nets, efter at have købt betalingsgiganten af en gruppe danske og norske banker i en handel til 17 mia. kr.

Artiklens emner
Nets
Evergood 5 AS