Carlsberg øger udbyttet til aktionærerne trods kæmpe smæk i Rusland
En kæmpe nedskrivning i Rusland rammer Carlsbergs bundlinje for 2017. Bryggeriet venter en stigning i resultatet i 2018 på 4-6 pct.
Carlsberg regner med at kunne levere en stigning i overskuddet i 2018 på mellem 4-6 pct. Det skyldes især et større bidrag fra spareprogrammet Funding The Journey end først antaget.
Spareprogrammet ventes at levere 2,3 mia. kr. i år mod en tidligere beregning på 2 mia. kr.
Driftsoverskuddet i 2017 blev på knap 8,9 mia. kr. og det er stort set, som analytikerne havde regnet med. Men årsregnskabet, som Carlsberg offentliggjorde onsdag morgen, er skæmmet af en stor nedskrivning i Rusland. Her har Carlsberg nedskrevet sit russiske Baltika-mærke med 4,8 mia. kr.
Efter skat og minoriteter blev Carlsbergs overskud for 2017 kun på godt 1,3 mia. kr. mod 4,5 mia. kr. i 2016. Hvis man korrigerer for den enorme nedskrivning, blev det justerede overskud på 4,9 mia. kr.
»Vi har leveret et godt regnskab, og det skyldes i høj grad disciplin i forbindelse med gennemførelsen af vores spareprogrammer. Vi investerede i 2017 omkring 500 mio. kr. i vores strategiske vækstinitiativer og det vil betyde en stigning i både vores omsætning og overskud i den kommende tid,« siger topchef Cees 't Hart fra Carlsberg.
Carlsberg har valgt at øge udbyttet kraftigt og betale langt mere i udbytte, end man historisk har gjort. For aktionærerne betyder det en stigning i udbyttet på ikke mindre end 60 pct. - fra 10 kr. pr. aktie til 16 kr. pr. aktie.
Hvis man tager Carlsbergs enkelte regioner, så leverede den største, Vesteuropa, en stigning i driftsresultatet på 7,5 pct., og overskudsgraden steg med 130 basispunkter til 14,2 pct.
I Asien var der en stigning i resultatet på 8,1 pct., mens Østeuropa kom i gennem 2017 med en stigning på 12,2 pct. i organisk vækst - på trods af et svært russiske marked. I Rusland faldt ølsalget med 14 pct. målt i liter. Det var væsentligt mere end det generelle ølmarked, som faldt 4-5 pct.
Carlsberg er i Rusland hårdt presset af fusionen mellem ABInbev og tyrkiske Efes, og det har betydet et markant drop i Carlsbergs markedsandel. I 2017 gik Carlsberg markedsandel i Rusland ned fra 34,6 pct. til 31,9 pct.
Selv om driftsmarginalen - hvor meget man tjener pr. omsat krone - er gået frem fra 13,2 til 14,4 pct. for hele gruppen, halter bryggeriet stadig væsentligt efter eksempelvis Heineken på dette nøgletal. Den hollandske brygger ligger her med en overskudsgrad på godt 17 pct.
I Norden var udviklingen volumenmæssigt flad for hele året, men i Danmark mistede Carlsberg markedsandele. Dels er konkurrencen hård på det hjemlige marked fra Royal Unibrew, og dels har forbrugernes søgning over mod specialøl og bryg fra mikrobryggerier presset de traditionelle bryggerier.


