Aktiepanik rammer Danmark: Store aktier dykker
Mandagens uro på aktiemarkederne i USA har nu spredt sig til Danmark. Det store C25-indeks er åbnet med et fald på mere end 2 pct.
Den store nedtur på det amerikanske aktiemarked er nu nået til Danmark. Det danske eliteindeks C25 falder med mere end 2 pct. fra handelsdagens begyndelse. 24 af 25 aktier i det ledende indeks falder. Kun betalingsgiganten Nets, der snart er fortid på børsen, er i plus.
Smykkeproducenten Pandora og biotekselskab Bavarian Nordic leder an i dagens fald blandt de store aktier i C25-indekset. De to aktier er begge nede mere godt 4 pct.
Det største danske selskab målt på markedsværdi, Novo Nordisk, befinder sig midt i feltet i C25 med et fald i omegnen af 2 pct. Dermed er der blevet skåret næsten 15 mia. kr. af insulingigantens markedsværdi i de første minutter af dagens handel.
Nedturen på det danske marked kommer, efter at det amerikanske aktiemarked blev ramt af en form for panik i går, mandag.
Her faldt det ledende amerikanske aktieindeks S&P 500 med 4,1 pct. Teknologiindekset Nasdaq faldt med 3,78 pct., og endelig faldt Dow Jones-indekset med 4,6 pct. Det er de største fald i flere år, og Dow Jones-indekset faldt med det største antal point i indeksets historie.
De store fald udløste en voldsom reaktion i det såkaldte VIX-indeks, der ofte bliver kaldt frygtens indeks. Mandag steg det til et niveau omkring 37, og undervejs satte indekset rekord for den største stigning nogensinde på en dag, skriver Bloomberg.
Den vilde stigning i Vix-indekset kommer efter en lang periode, hvor indekset har befundet sig på historisk lave niveauer.

