Jyske Bank lander nyt milliardoverskud - lancerer Jyske Realkredit
Silkeborg-banken er kommet ud af 2017 med et overskud efter skat på mere end 3 mia. kr.
Milliarderne fortsætter med at strømme i retning af Jyske Bank. Banken, der har hovedsæde i Silkeborg, er nemlig kommet ud af 2017 med et overskud efter skat på 3,143 mia. kr.
Det fremgår af årsregnskabet for 2017, som Jyske Bank har offentliggjort tirsdag morgen. Der er dermed en lille fremgang at spore på bundlinjen, hvor resultatet efter skat sidste år endte på 3,116 mia. kr.
»Resultatet er opnået på baggrund af fremgang i forretningsomfang inden for alle segmenter. Resultat efter skat udgør 3.143 mio. kr. svarende til en egenkapitalforrentning på 9,7 pct., hvilket er tilfredsstillende og i overensstemmelse med målet om en egenkapitalforrentning på 8-12 pct.,« udtaler ordførende direktør Anders Dam i forbindelse med regnskabet.
Regnskabet er ikke kun bedre end 2016. Det er også bedre end analytikerne havde ventet. Banken klarede sig bedre end forventet, når man ser på nettorenteindtægter og basisindtægter, viser estimater fra SME Direkt.
Bundlinjen var også bedre end ventet. Jyske Bank kom ud af 2017 med et resultat før skat på 4,002 mia. kr., hvor analytikerne havde ventet 3,936 mia. kr. De havde samtidig ventet, at resultatet efter skat ville ende på 3,076 mia. kr.
I forbindelse med regnskabet har Jyske Bank offentliggjort, at den lancerer Jyske Realkredit som bankens realkreditben.
»BRFkredit har fået registreret navnet Jyske Realkredit, der gradvist vil blive indfaset som Jyske Bank-koncernens realkreditbrand,« skriver BRFkredit i sit årsregnskab.
Ifølge Jyske Bank er målet at opnå en samlet udlånsbalance på 350 mia. kr. i Jyske Realkredit.
På baggrund af resultatet vil banken udbetale et udbytte på 5,85 kr. pr. aktie. Det skal ses i forhold til udbyttet på 5,25 kr. pr. aktie, som det lød på for regnskabsåret 2016.
| (mio. kr.) | 2017 | 2016 | Stigning i pct. |
|---|---|---|---|
| Nettorenteindtægter | 5.674 | 5.748 | -1 |
| Netto gebyr- og provisionsindtægter | 1.957 | 1.531 | 28 |
| Basisindtægter i alt | 8.361 | 8.361 | 0 |
| Basisomkostninger | 5.374 | 5.108 | 5 |
| Basisresultat | 3.440 | 3.402 | 1 |
| Resultat før skat | 4.002 | 3.906 | 2 |
| Resultat efter skat | 3.143 | 3.116 | 1 |

