Investor

Codan-ejer leverede bedre resultat end ventet

Britiske RSA fremviser et driftsoverskud på 663 mio. pund for 2017.

Foto: Colourbox

Den britiske forsikringskoncern RSA, som blandt andet ejer Codan, kom bedre ud af 2017 end ventet. Aktiviteterne i den danske del af forretningen gik dog lidt tilbage.

Samlet kunne RSA fremvise et driftsoverskud på 663 mio. pund for året, hvilket var en lille forbedring på 1 pct. i forhold til resultatet på 655 mio. pund året før.

Til sammenligning havde analytikerne ifølge Bloomberg News estimeret et lidt mindre overskud på 643,3 mio. pund.

Selskabets aktiviteter i Skandinavien bidrog med et resultat på 389 mio. pund, mens Canada og UK & International leverede henholdsvis 159 mio. pund og 133 mio. pund til resultatet.

I den skandinaviske del af forretningen kunne selskabet se præmieindtægterne vokse med beskedne 0,3 pct. i lokale valutaer.

- Vækst i Sverige og Norge blev delvist udlignet af en lille tilbagegang i Danmark, fremgår det af regnskabet.

De danske aktiviteter gav præmieindtægter på 623 mio. pund mod 588 mio. pund i 2016, svarende til en fremgang på 6 pct., men det skyldes alene en svækkelse af pund mod kroner, og målt i dansk valuta var der tale om en tilbagegang på 1 pct.

Forsikringsresultatet i den danske forretning faldt endvidere til 61 mio. pund i 2017 fra 63 mio. pund i 2016.

På børsen i London ligger RSA-aktien torsdag middag 3,4 pct. højere i 633,60 pence.

Læs også
Top job