Overvej fast rente nu
Tiden med historisk lave renter er ved at være slut. I USA har Federal Reserve hævet renten fem gange, men herhjemme går mange tilsyneladende stadigvæk og tror, at vi vil have lave renter så langt øjet rækker. Men økonomien er de sidste par år blevet markant forbedret, ledigheden er faldet og inflationsforventningerne er gradvist stigende. Derfor spejder Den Europæiske Centralbank (ECB) nu også mod udgangen efter en periode med en ekstrem lempelig pengepolitik.
Der kom et klart signal om dette sidste torsdag, hvor ECB fjernede deres ”easing bias”. Formuleringen om at opkøbsprogrammet kan forøges, som har været brugt siden 2016, blev droppet. Det kan lyde som en ligegyldig detalje, men det er det ikke. Det er et klart signal om, at ECB vurderer, at risikobilledet har ændret sig så markant, at de nu har kurs direkte imod en normalisering af pengepolitikken.
Opkøbsprogrammet slutter sandsynligvis ultimo september. Det er stadig muligt, at ECB laver en meget blød landing med små opkøb - fx 15 mia. euro pr måned – i yderligere tre måneder. Det er i denne sammenhæng småpenge og mest af alt symbolpolitik. Formålet vil være at signalere, at de ønsker at gå langsomt frem. Uanset hvad, så baner det vejen for en renteforhøjelse i 1. halvår 2019. Tempoet for renteforhøjelserne bliver sandsynligvis ikke så højt som tidligere. Måske tre renteforhøjelser om året. Dermed bevæger vi os meget gradvist væk fra det nuværende ”nulrentemiljø”, men selv om det går langsomt, så vil det stadig betyde, at markedsrenterne kan se markant anderledes ud om to år end de gør i dag.
Dermed er det også nu, at man som landmand eller boligejer bør overveje at fastlåse renten.
Markedsrenterne begynder nemlig at stige før den første renteforhøjelse i takt med at forventningerne om renteforhøjelser indprises. Derfor er det min opfordring, at du nu overvejer, om en del af gælden skal lægges om til et fastforrentet lån. Så kender du renten og der er mulighed for en pæn reduktion af restgælden, hvis renterne stiger betydeligt.
Den månedlige ydelse bliver en del højere, hvis du skifter til et fastforrentet lån, så hvis du ikke er klar til det, kan du i stedet overveje om den lave rente skal låses fast i en lidt længere periode, fx med et F5-lån.
Har du en gæld af en vis størrelse, så har du også det privilegium, at det ikke behøver at være enten/eller. Så kan du fx vælge at have halvdelen i variabel rente og resten i et fastforrentet lån.
Endelig bør du være opmærksom på, at afdragsfrihed kan være dyrekøbt. Især ved tillægslån kan prisen for afdragsfrihed blive høj. I værste fald kan du få lov til at betale 33 øre i ekstra bidrag for hver krone du slipper for at afdrage det første år. Det er så dårligt et tilbud, at det slet ikke burde være på hylden, og du bør i hvert fald straks sige pænt nej tak.



