Sydbank: Ledelsesskift er det sidste man har brug for
Det kommer som en overraskelse, at der nu bliver skiftet ud i Mærsk ledelsen, lyder det fra senioraktieanalytiker
Der er rigtig mange ting, der presser A.P. Møller-Mærsk lige nu, og uro i ledelsen er en ekstra kilde til bekymring.
Det vurderer senioraktieanalytiker i Sydbank Morten Imsgard, efter at Mærsk har annonceret at finansdirektøren, Jakob Stausholm, forlader koncernen.
- Der er rigtig mange ting, der presser Mærsk lige nu i form af vigende fragtrater og en amerikansk præsident, som ikke hjælper et shippingselskab med protektionistiske tiltag. Det sidste man har behov for, er uro på ledelsesgangen, siger Morten Imsgard til Ritzau Finans.
Det kommer som en stor overraskelse, at der nu bliver skiftet ud i ledelsen, vurderer Morten Imsgard, der tilføjer, at Jakob Stausholm har været tovholder og ankermand for den strategiske transformation, som Mærsk stadigvæk står midt i.
- På kapitalmarkedsdagen var Jakob Stausholm en af de centrale personer, til at præsentere visionerne for Mærsk fremadrettet. Det er klart, at det skaber en masse usikkerhed og spekulation, at man er nødt til at skifte i ledelsesholdet, siger Morten Imsgard.
Aktierne i Mærsk falder begge på nyheden. A-aktien falder 4,3 pct. til 8625 kr. mens B-aktien falder 4,5 pct. til 9030 kr.
Morten Imsgard husker, at en af pointerne fra topdirektøren på kapitalmarkedsdagen var, at der var sat et stærkt ledelseshold, der kunne bære koncernen igennem en transformation.
Morten Imsgard tilføjer, at timingen for nyheden ser uheldig ud.



