Ups, Nordea i nyt it-koks: Tusindvis fik udbetalt alt for mange penge
Storbanken Nordea udbetalte udbytte til sine aktionærer ad to omgange.
Storbanken Nordea har igen været ramt af en it-fejl. Denne gang er det dog ikke netbanken, mobilbanken eller handelsplatformen, der har været ramt af et nedbrud. Som noget nyt er det systemet, der har udbetalt udbytte til bankens aktionærer, som er blevet ramt.
En it-fejl førte nemlig til, at banken udbetalte udbytte til sine aktionærer to gange. Den fejlagtige udbyttebetaling blev dog tilbageført tirsdag.
Nordea oplyser, at der blev udbetalt dobbelt udbytte til ca. 100.000 depoter, men banken kan ikke sætte tal på det præcise antal aktionærer, lige som banken ikke vil oplyse, hvor stort et beløb der er blevet udbetalt ved en fejl.
Simpel hovedregning viser dog, at det som minimum drejer sig om ca. 500.000 kr. Beløbet er dog formentlig langt, langt større.
Banken udbetalte nemlig 0,68 euro pr. aktie svarende til ca. 5 kr. Hvis der lå to Nordea-aktier i hvert depot, ville beløbet løbe op i ca. 1 mio. kr. Går man ud fra, at der lå 100 aktier i hvert depot, ville det dreje sig om 50 mio. kr.
For at nå op på et trecifret millionbeløb ville der dermed skulle have ligget 200 aktier i hvert depot. Nordea-aktien lukkede tirsdag i kurs 62,5, og dermed ville 200 aktier i banken have en værdi af 12.500 kr.
Den dobbelte udbetaling af udbyttet opstod pga. it-fejlen, der gjorde, at banken måtte udbetale udbyttet via en anden metode end den, banken normalt bruger. I banken kunne man dog ikke stoppe den oprindelige udbetaling. Derfor blev der foretaget to udbetalinger med få dages mellemrum.
Nordea oplyser, at man gav sine aktionærer besked om det torsdag i sidste uge, hvor man oplyste om, at den fejlagtige overførsel ville blive tilbageført i går, tirsdag.
Nordea har de seneste år - særligt i 2016 - været ramt af flere it-problemer, der især har ramt Nordeas net- og mobilbank.



