Danske Bank har tjent 4,9 mia. kr. på tre måneder
Landets største bank har oplevet et markant fald i overskuddet, men det er stadig bedre end ventet.
Pengene vælter ikke helt så hurtigt ind i Danske Bank som tidligere. Landets største bank er ganske vist kommet ud af første kvartal i 2018 med et overskud på 4,9 mia. kr., men det svarer til et fald på 12 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.
Selv om der er tale om en markant tilbagegang er resultatet dog bedre end ventet. Gennemsnitsestimatet fra 19 analytikere viser nemlig, at det var ventet, at banken ville lande et overskud efter skat på 4,8 mia. kr. På direktionsgangen betegner man da også udviklingen i årets tre første måneder som tilfredsstillende.
”Vi har fået en tilfredsstillende start på året på trods af udviklingen på de finansielle markeder, der medførte lavere aktivitet sammenlignet med samme periode sidste år. På tværs af vores forretning har vi set en god underliggende trend med fortsat positiv kreditefterspørgsel, ligesom vores partneraftaler i Norge, Sverige og Finland fortsætter med at tiltrække nye kunder og god aktivitet,« udtaler Thomas F. Borgen, adm. direktør i Danske Bank, i forbindelse med regnskabet.
»Også i Danmark var aktiviteten god, delvist som følge af fortsat interesse for vores nye løsninger inden for boligfinansiering. Samtidig har vi på tværs af markeder fastholdt en solid kreditkvalitet. Vi fortsatte med at investere betydeligt i at lancere nye innovative løsninger, nogle sammen med eksterne partnere, hvilket er med til at levere forbedrede kundeoplevelser,« lyder det videre fra topchefen.
Selv om bundlinjen var bedre end ventet, kunne Danske Bank ikke helt indfri forventningerne til toplinjen. Her havde analytikerne sat næsen op efter, at de samlede indtægter ville lande på 11,9 mia. kr., men Danske Bank havde kun indtægter for 11,5 mia. kr. i kvartalet. Det er især handelsindtægterne, som er gået kraftigt tilbage. Helt præcist er de faldet med 43 pct. til 1,4 mia. kr. mod 2,5 mia. kr. i samme periode sidste år.
Egenkapitalforrentningen blev på 12,6 pct. Det er markant bedre end rivalen Nordea, som ligger på 10 pct., og det er også bedre end Handelsbankens, der ligger på 11,7 pct. Men det ligger samtidig væsentligt under Swedbanks egenkapitalforrentning på 15,4 pct.
Danske Bank meddeler i forbindelse med regnskabet, at banken fastholder forventningerne for hele året. Banken forventer at lande et resultat i intervallet 18-20 mia. kr., lige som banken fortsat har en ambition om at ligge i top tre blandt sine nordiske konkurrenter, når det gælder egenkapitalforrentningen.
Danske Banks 1. kvartalregnskab
| I mia. kr. | 2017 | 2016 |
|---|---|---|
| Nettorenteindtægter | 5,946 | 5,866 |
| Indkomst i alt | 11,452 | 12,649 |
| Nedskrivninger | -0,33 | -0,235 |
| Overskud før skat | 6,202 | 7,140 |
| Overskud efter skat | 4,873 | 5,530 |
| Egenkapitalforrentning i pct. | 12,6 | 14,4 |

