Fortsæt til indhold

AaB får underskud på 6,5 mio. kr. i første kvartal

Investor
/ritzau/FINANS

Aalborg Boldspilklub, der driver fodboldklubben AaB, landede i første kvartal af 2018 et underskud på 6,5 mio. kr.

Det viser kvartalsmeddelelsen, som AaB har offentliggjort onsdag eftermiddag. I meddelelsen forklarer fodboldklubben, at det var helt som ventet.

I hele 2018 fastholder selskabet sine forventninger om et underskud på 18-28 mio. kr. I første kvartal var egenkapitalen på 106,9 mio. kr.

- AaB har i perioden investeret planmæssigt i spillere samt fortsatte strategiske tiltag, der skal styrke forretningen på sigt, skriver AaB.

Fodboldklubben har en overordnet økonomisk grundmålsætning om et 0-resultat med en top 6-placering, uden transfer- eller europæiske indtægter, skriver administrerende direktør i klubben, Allan Gaarde, i meddelelsen.

- Som følge af realiserede spillersalg i 2016 og 2017 har AaB indgået yderligere forpligtelser for i alt 10-15 mio. kr. i årene 2019 og 2020. Der må således samlet forventes underskud i samme niveau disse år, såfremt der ikke realiseres transferindtægter eller europæisk turneringsdeltagelse, skriver Allan Garde.

Artiklens emner
AaB