Fortsæt til indhold

Estée Lauder: Reklamesnyd straffer aktien

Amerikanske Estée Lauder får onsdag kurssmæk i USA.

Investor
/ritzau/FINANS

Det sker, selv om selskabet opjusterede og slog analytikernes forventninger i forbindelse med sit regnskab for tredje kvartal. Kosmetikkoncernen indrømmede og undskyldte nemlig samtidig for, at koncernen i forbindelse med reklamer for nogle af dets produkter har manipuleret med påstande om nogle testresultater. Og det straffer investorerne onsdag med det største fald i tre år.

- Vi har for nyligt erfaret, at nogle test forbundet med visse produkters reklamepåstande gennem en tid med vilje er blevet ændret af en mindre gruppe medarbejdere, udtaler topchef i Estée Lauder, Fabrizio Freda, i en meddelelse.

Den noget kryptiske melding indeholder ikke nogen oplysninger om, hvilke produkter det drejer sig om, men selskabet forsikrer, at der ikke er tale sundhedsrisiko forbundet med manipulationen. Fremadrettet vil selskabet lave om på nogle af sine reklamepåstande. Både småt og stort, som det hedder.

På regnskabssiden så det ellers godt ud for Estée Lauder. Den justerede omsætning i tredje kvartal endte på 3,37 mia. dollar mod ventede 3,24 mia. dollar, ifølge Bloomberg News. Det var endda over det mest optimistiske bud på 3,31 mia. dollar. Også bundlinjen var bedre end ventet, da den justerede indtjening pr. aktie endte på 1,17 dollar mod ventede 1,07 dollar. Estée Lauder løftede samtidig på forventningerne til hele regnskabsåret til en indtjening pr. aktie på 4,38-4,42 dollar mod analytikernes bud på 4,37 dollar.

Aktien i Estée Lauder falder onsdag med 7,5 pct. til 134,08 dollar.

Artiklens emner
Estée Lauder Companies