Fortsæt til indhold

Nykredit sælger aktiepost i fusionsbank til ATP

Nykredit vil sælge en del af sin aktiepost i Ringkjøbing Landbobank til den store pengetank ATP.

Investor

Fusionsbanken Ringkjøbing Landbobank står til at få én af landets største institutionelle investorer som medejer. ATP vil nemlig købe en aktiepost i banken, hvis den planlagte fusion mellem Ringkjøbing Landbobank og Nordjyske Bank bliver gennemført.

Det fremgår af en meddelelse til fondsbørsen.

ATP køber sig ind i Ringkjøbing Landbobank ved at købe en portion aktier, som Nykredit ejer. Det vil resultere i, at Nykredits samlede ejerandel af Ringkjøbing Landbobank vil gå under 10 pct. Nykredit oplyser, at finanskoncernen ikke har planer om at reducere beholdningen yderligere.

»Ringkjøbing Landbobank og Nordjyske Bank er begge meget veldrevne, og vi ser derfor store perspektiver i en fusion. Dagens aftale er et vigtigt signal om, at landets største investor også ser positivt på planerne,« udtaler Kim Duus, koncerndirektør i Nykredit.

Der er ikke sat størrelse og pris på handlen, mens hvis ATP's køb af aktier bliver gennemført, vil der være tale om, at en større kabale går op. For kort tid siden sad Jyske Bank på den del af aktierne, som ATP vil købe.

Jyske Bank ejede 38,5 pct. af Nordjyske Banks aktier, og denne portion aktier stammede fra en helt anden fusion. Jyske Banks ejerandel på 38,5 pct. blev vekslet til 11 pct. af aktierne i Ringkjøbing Landbobank i forbindelse med fusionen mellem de to regionale banker.

Men Jyske Bank valgte at sælge de aktier, som banken får i forbindelse med fusionen, til Nykredit til en pris på 372 kr. pr. aktie.

Aktionærerne i Ringkjøbing Landbobank og Nordjyske Bank skal tage stilling til fusionen på generalforsamlinger den 7. juni 2018.

Artiklens emner
ATP
Ringkjøbing Landbobank