Fortsæt til indhold

Pandora har mistet glansen på børsen - dykker markant efter svagt regnskab

Den danske smykkeproducent Pandora falder med mere end 8 pct. fra morgenstuden efter et regnskab, der var svagere end ventet.

Investor

Glansen er pillet af Pandora i dagens handel på børsen. Den danske smykkeproducent er blevet kastet ud i et fald på næsten 11 pct., efter at selskabet tidligere på morgenen offentliggjorde regnskab for årets første tre måneder.

Regnskabet viste tilbagegang på henholdsvis 1 og 15 pct. på top- og bundlinjen, og resultatet for januar, februar og marts var samtidig dårligere end ventet blandt de analytikere, som følger Pandora.

Særligt på det kinesiske marked har Pandora været ramt, og det er ikke et hvilket som helst marked. Kina er nemlig det fjerdestørste marked for Pandora.

På Pandoras største marked, USA, var tilbagegangen i første kvartal på hele 20 pct. Det svarer til et fald i omsætningen på mere end 250 mio. kr.

»Selv om Pandora fastholder forventningerne til helåret og stadig tror på en gradvis forbedring, er tallene skuffende,« lyder det i en kommentar fra Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet.

Hvis tendensen holder dagen ud vil aktiekursen i Pandora være faldet med næsten 13 pct. siden årsskiftet. Går man 12 måneder tilbage lyder faldet på mere end 14 pct.

Artiklens emner
Pandora
Anders Colding Friis