Fortsæt til indhold

Genmab styrtdykker efter droppet studie

Det blev dyrt for aktionærerne, at Gemabs partner Janssen har droppet et studie af produktet Darzalex i kombi med Tecentriq.

Investor

Genmabs aktionærer oplevede en hård mandag morgen med et kursfald fra åbningen på 26 pct. Faldet betød, at aktionærerne mistede over 18 mia. kr. i tabt markedsværdi af Genmab.

Efter en times handel har aktien dog rettet sig noget og ligger til et fald i størrelsesordenen 18-19 pct.

Den første times handel på fondsbørsen er præget af meget store udsving og kaldes knapt så flatterende ofte for "tossetimen", fordi markedet lige skal finde sine ben.

Faldet skyldes, at Genmab og partneren Janssen har stoppet et forsøg med kræftmidlet Darzalex i kombination med midlet Tecentriq som behandling for ikke-småcellet lungekræft.

Foreløbig har Nordea sænket sin anbefaling fra "køb" til "hold", og flere finanshuse kan forventes at følge efter med ændrede anbefalinger.

Det er den såkaldte Data Monitoring Commitee, DMC, der har anbefalet at studiet stoppes, og Genmab meddelte beslutningen lørdag. Først her til morgen har investorerne haft chancen for at reagere på meddelelsen.

DMC har oplyst, at der ikke er nogen fordel ved at kombinere Darzalex (daratumumab) og Tecentriq (atezolizumab) til at bekæmpe ikke-småcellet lungekræft.

Derfor har Genmabs partner Janssen besluttet at stoppe studiet, hvilket medfører bortfald af eventuelle indtægter fra denne kombination af lægemidler. Og det er årsagen til den store kurspåvirkning.

Artiklens emner
Genmab
Janssen