Fører Italien til en ny eurokrise?
Der er politisk kaos i Italien. Situationen ændres hele tiden, men i skrivende stund ser Italien ud til at få en partineutral teknokratregering – med uvis levetid – og senere skal så afholdes et nyt parlamentsvalg. Det politiske kaos har ført til voldsomme rentestigninger, ligesom landets kreditværdighed er sat under overvågning med henblik på nedjustering.
Spørgsmålet er, om vi er på vej mod en ny eurokrise på grund af Italien, hvor finansmarkedets mistillid til den økonomiske politik i et eurozonen sætter en salgsbølge i gang med stigende renter i periferilandene til følge og til en svækkelse af euro, fordi der – endnu en gang – opstår tvivl om valutaunionens fremtid? Det er nemlig ikke sikkert, at et nyvalg vil ændre væsentligt på udsigterne til en populistisk, euro- og EU-skeptisk regering. Meningsmålingerne peger nemlig på nuværende tidspunkt på flertal til præcis de samme to partier/bevægelser, som forsøgte at danne regering i første omgang, blot med en styrket Liga i forhold til Femstjernebevægelsen.
Det hurtige svar på spørgsmålet er: »Måske kommer der en ny eurokrise, men fortilfældene taler for en fredelig udgang«. Fortilfældene er Portugal og Grækenland efter deres parlamentsvalg i 2015. I Portugal dannede socialistpartiet regering på et løfte om at gøre op med sparepolitikken, og i Grækenland gjorde den venstreorienterede protestbevægelse Syriza det samme.
Finansmarkederne reagerede nervøst ligesom nu med Italien, men efter nogle måneder viste det sig, at ét var valgløfter, og noget andet var den praktiske politik. I begge lande endte det med, at regeringerne videreførte sparepolitikken og de økonomiske reformer, og finansmarkedet faldt til ro igen. I modsætning til Italien i dag var de to lande dengang dog mere eller mindre tvunget til at holde sig til sparepolitikken, fordi Portugal kort tid forinden var kommet ud af EUs beskyttende låneparaply, mens Grækenland måtte gøre sig fortjent til at få endnu et stort kriselån. Det akutte pres befinder Italien sig ikke i, om end en permanent rentestigning vil ramme landets statsfinanser hårdt grundet den skyhøje statsgæld på over 130 pct. af bruttonationalproduktet.
Sluttelig skal fremhæves en meget vigtig pointe i den fremragende bog 'Efter Europa' skrevet af Ivan Krastev. Han peger nemlig på, at det europæiske samarbejde først er truet den dag, hvor EUs kernelande (Tyskland og Frankrig) måtte miste viljen til projektet, snarere end at impulsen kommer fra periferilandene. Man kan være enig eller uenig i udsagnet, men hører man til dem, der er enige, så vil den politiske situation i Italien højest kunne føre til markedsuro i en periode, og ikke til en dyb eurokrise.
