Kan renterne overhovedet stige mærkbart længere?
Her – ved indgangen til sommerferieperioden – kan det konstateres, at stemningen på finansmarkederne fortsat er præget af stor usikkerhed. Det har betydet, at statsobligationer i sikre lande som Tyskland og Danmark endnu en gang har præsteret bedre end de fleste andre aktivtyper og dermed har gjort mange forudsigelser til skamme.
Der er mange gode grunde til den store usikkerhed: Tegn på vigende væksttempo i Europa, problemer i visse nyindustrialiserede lande (som har sendt deres obligationsrenter markant op), trusler om handelskrig, storpolitiske spændinger, euro-skeptiske regeringer med mere. Når der så endelig har været en ”god” nyhed, som potentielt kunne have sendt renterne opad, er den hurtigt blevet overskygget af den næste ”dårlige” nyhed, som finansmarkedet har valgt at fokusere på.
Mere overordnet kan man stille spørgsmålet, om renterne i de sikre lande overhovedet kan stige mærkbart længere, eller om disse lande er trådt ind i et permanent lavrente miljø? De nuancerede svar er ”ja” og ”ja – indtil videre” Selvfølgelig kan renterne på et tidspunkt stige mærkbart, for økonomierne opfører sig grundlæggende, som de alle dage har gjort. Ingen kan bare forudsige, hvornår det vil ske og hvorfor.
Når renterne på et tidspunkt begynder at stige mere mærkbart, vil det sandsynligvis være til lavere niveauer end tidligere.
Den amerikanske centralbank (Fed) har analyseret på, hvad den ”naturlige” 10-årige rente er, og konklusionen er, at den naturlige 10-årige statsrente i USA ligger omkring 4,0-4,25 pct. og på omkring 3,5-3,75 pct. i Tyskland. Med ”naturlig” rente menes, hvad renten ”bør” være, sådan som samfundsøkonomien aktuelt ser ud.
Tallene når Fed frem til ved at tage udgangspunkt i, hvad den naturlige korte reale (dvs. inflationskorrigerede) rente er. Den skønner de til omkring 0,5 pct. i både USA, eurozonen og Japan. Hertil lægger de en forventet inflation på 2 pct., som er identisk med centralbankernes inflationsmålsætninger. Oven i det kommer til sidst en tidspræmie på lange obligationer, som kan måles med den historiske forskel mellem den pengepolitiske rente og den 10-årige statsrente. Renteforskellen er på ca. 1,65 procentpoint i USA og på omkring 1,1 procentpoint i Tyskland.
Det summer op til de nævnte ”naturlige” niveauer for de 10-årige statsrenter. Niveauerne er lavere end tidligere, fordi lavere vækst i arbejdsstyrken og lavere produktivitetsvækst end tidligere giver et grundlæggende lavere samfundsøkonomisk væksttempo.
Dét var renten set i fugleperspektivet, men hvad med den nærmeste fremtid? Hvad kan få obligationsrenterne til at bryde ud af det nuværende lavrentemiljø? Mange muligheder er tænkelige: tiltagende lønstigningstakt, stigende inflation, bilæggelse af den truende handelskrig, pengepolitiske stramninger, økonomisk boom. Imidlertid er der de seneste år altid dukket ”noget” op, som har lagt låg over rentestigningstendenserne, hvilket også gælder aktuelt.
Bundlinjen er derfor, at de lange obligationsrenter aktuelt er lave i forhold til, hvad de ”burde” være, men at det samtidig er svært at få øje på, hvad der for alvor kan sende dem opad udover de sædvanlige markedsbetingede svingninger.
