Fortsæt til indhold

Investeringsøkonom: Pandora-topchef risikerer fyreseddel efter nedjustering

Topchefen i Pandora, Anders Colding Friis, har endnu en gang måtte skuffe investorerne med en nedjustering.

Investor
/ritzau/FINANS

Pandoras topchef, Anders Colding Friis, sidder meget yderligt på taburetten, efter at han endnu en gang har leveret en skuffelse til investorerne med en nedjustering af forventningerne til 2018.

Sådan lyder vurderingen fra Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet.

- Nedjusteringen er kommet alt, alt for sent. Der har været mange chancer for at gøre det, og jeg tror ikke, at investorerne længere har tillid til, at Anders Colding Friis er i stand til at navigere et selskab, der er på vej ind i en ny fase med enten lav vækst eller slet ingen, siger Per Hansen.

Pandora nedjusterede mandag eftermiddag forventningerne til 2018, så det nu venter en organisk salgsvækst på 4-7 pct. mod tidligere 7-10 pct. og en EBITDA-margin på 32 pct. mod tidligere 35 pct.

Smykkeproducenten oplyser desuden, at det åbner 250 nye butikker i år mod tidligere 200, og at tilkøbte virksomheder bidrager med 1,4 mia. kr. til toplinjen mod tidligere 1 mia. kr.

Det betyder, at salget underliggende kommer til at falde i 2018, og Per Hansen vurderer ikke længere, at investorerne ser Anders Colding Friis som rette mand til at rette op.

- Man har gang på gang set, at han ikke har været i stand til at sætte retningen og reagere på den modvind, selskabet har oplevet på flere markeder i blandt andet USA, Storbritannien og Kina, siger Per Hansen.

Han stiller sig dog tvivlende over for, om der allerede kommer nyt på direktørfronten ved torsdagens regnskab for andet kvartal.

Anders Colding Friis blev præsenteret som ny topchef i Pandora i slutningen af august 2014, hvor Pandora-aktien kostede 434 kr., men han tiltrådte først i marts 2015, hvor aktien kostede 608,50 kr.

Dermed har aktien givet et negativt afkast på 29,3 pct. med ham ved roret, men dog kun 16,2 pct. inklusive udbytter.

Hos Sydbank mener aktieanalytiker Søren Løntoft Hansen også, at nedjusteringen er et stort tillidsbrud.

- Det ser ikke positivt ud, når man har en kapitalmarkedsdag i januar, hvor man annoncerer langsigtede finansielle målsætninger om en vækst på mellem 7 og 10 pct. i lokal valuta, at man her otte måneder senere skal ud at nedjustere sine forventninger og skaber fuldstændig tvivl om den langsigtede vækst.

- Det giver selvfølgelig et tillidsbrud for investorerne og markedet, siger Søren Løntoft Hansen.

Artiklens emner
Pandora
Anders Colding Friis