Pandoras topchef stopper
Anders Colding Friis er færdig som øverste chef i smykkegiganten Pandora.
Den pressede danske smykkegigant Pandora siger farvel til topchef Anders Colding Friis. Han fratræder ved udgangen af måneden, oplyser Pandora i en meddelelse til fondsbørsen.
Anders Colding Friis har den seneste tid været under voldsomt pres fra aktionærer og analytikere. Nu bliver han skiftet ud.
»Bestyrelsen anerkender den betydningsfulde rolle, som Anders Colding Friis har haft i selskabets ledelse og i særdeleshed i forbindelse med udarbejdelsen og formuleringen af den rette nye strategi til sikring af Pandoras fremtidige succes,« udtaler bestyrelsesformand Peder Tuborgh.
Indtil at en ny topchef er fundet, overtager finansdirektør Anders Boyer sammen med den nyudnævnte COO Jeremy Schwartz ledelsen i Pandora.
Problemerne for Pandora har været tydelige gennem længere tid, men kulminerede tidligere på ugen med en nedjustering af forventningerne til 2018 og et kæmpe fald til aktien.
Meddelelsen om Anders Colding Friis' afgang kom samtidig med, at Pandora fremlagde sit regnskab for årets første seks måneder. Her fastholder smykkeproducenten sine nedjusterede forventninger.
Anders Colding Friis har været topchef i Pandora i 3,5 år.
For at styrke sit ledelsesteam vil Pandora tilføje bestyrelsesmedlemmer med relevant erhvervserfaring inden for større globale forbruger- og/eller detailvirksomheder, oplyser selskabet.
Pandora har hyret Spencer Stuart til at søge efter en ny topchef samt nye bestyrelseskandidater.
Pandora beskæftiger knap 27.000 medarbejdere på verdensplan. Selskabets smykker sælges i mere end 100 lande via cirka 8.000 forhandlere, hvoraf knap en tredjedel er konceptbutikker.

