Investor

NNIT har igen vækst hos Novo Nordisk

Foto: NNIT

Efter et sløjt første kvartal, hvor NNIT var ramt af mindre forbrug hos storkunden Novo Nordisk og måtte nedjustere, havde it-selskabet atter vækst i andet kvartal.

NNIT løftede i kvartalet omsætningen 8,3 pct. til 753 mio. kr., mens driften (EBIT) blev forbedret til 75 mio. kr. fra 61 mio. kr. i samme periode året før.

It-selskabet har haft fremgang inden for fire af fem kundegrupper - herunder den største kunde, Novo Nordisk, hvor der var negativ vækst i første kvartal - men fremhæver selv en god udvikling hos de store private virksomhedskunder, den offentlige sektor og virksomheder inden for life science-sektoren.

Eneste tilbagegang er i den mindste kundegruppe, som er finanssektoren.

- NNIT genopretter som forventet sin stærke kurs efter negativ vækst i årets første kvartal. Vi går ind i efteråret med en pæn vækst samt en god margin på niveau med sidste år.

- Det er især betryggende at se en samlet vækst fra kunder uden for Novo Nordisk på næsten 12 pct., siger administrerende direktør Per Kogut i en kommentar til regnskabet.

Selskabet fastholder forventningerne i 2018 om en omsætningsvækst i faste valutakurser på 3-6 pct. og en overskudsgrad på omkring 10-10,5 pct. - ligeledes i faste valutakurser.

NNIT vil i forlængelse af regnskabet udbetale et udbytte på 2 kr. per aktie til aktionærerne.

NNIT-aktien falder 0,9 pct. til 162,80 kr. fredag ved middagstid.

Læs også
Top job