Netcompany får stryg på børsen
It-selskabet indtager en klar sidsteplads på fondsbørsen, efter at selskabet har offentliggjort regnskab.
Det første regnskab som børsnoteret selskab har fået investorerne i Netcompany til at vende tommelfingeren nedad. Aktien i det fremadstormende it-selskab falder tirsdag morgen med ca. 8 pct.
Faldet kommer, efter at Netcompany har offentliggjort et halvårsregnskab, som viste høj vækst, men samtidig indeholdt en nedpræcisering af selskabets forventninger til driftsmarginen.
Regnskabet viste, at Netcompanys omsætning voksede markant. I andet kvartal endte toplinjen på 502,6 mio. kr. mod 302,3 mio. kr. i samme kvartal sidste år. Driftsresultatet før afskrivninger (EBITA) endte på 92,7 mio. kr. mod 71,8 mio. kr. i fjor.
Væksten var dog ikke nok til at sikre sorte tal på bundlinjen i kvartalet. It-selskabet kom ud af april, maj og juni med et underskud på 16,6 mio. kr. mod et plus på 22 mio. kr. i samme periode i 2017. Det seneste kvartals tab skal især ses i lyset af store udgifter forbundet med børsnoteringen, som fandt sted i juni i år.
Netcompany præciserede samtidig forventningerne for hele året. Selskabet forventer nu en EBITA-margin i den lave ende af det tidligere udmeldte interval på 24,5-27,5 pct.
Netcompany blev børsnoteret i juni, og efterfølgende steg aktien betydeligt. Men denne himmelflugt er der nu foreløbigt sat en stopper for.

