Pensionskæmpe venter lavere afkast: »Vi skal kæmpe mere fra hus til hus«
ATP har fået rettet op på en sløj begyndelse på året når det gælder afkast. Chefen venter dog højere søgang fremadrettet.
Investorerne kan godt begynde at skrue ned for forventningerne. Afkastet bliver nemlig lavere fremadrettet. Sådan lyder det fra Christian Hyldahl, der står i spidsen for ATP.
»Vi skal kæmpe mere fra hus til hus. Der vil komme sløje kvartaler, fine kvartaler og helt overordnet et lidt lavere afkast,« siger Christian Hyldahl.
Pensionskæmpen kunne onsdag offentliggøre et halvårsregnskab, der kan give et indblik i, hvad der er i vente for investorerne.
ATP kom ganske vist ud af halvåret med et afkast før skat og omkostninger på sin såkaldte investeringsportefølje på 4,1 mia. kr., men det kom i hus efter et første kvartal, som bød på et negativt afkast på 1,1 mia. kr.
»Jeg er godt tilfreds med det afkast, vi har kunnet levere. Det var et specielt første kvartal, men andet kvartal har vist sig at være rigtig fornuftigt. Det ligger på linje med afkastet for de seneste fem år,« forklarer Christian Hyldahl.
Årsagen til, at topchefen i den danske pensionskæmpe forventer et lavere afkast, skal findes i en kombination af høje aktivpriser i kombination med en lavere vækst, da særligt USA befinder sig sent i den økonomiske cyklus.
ATP's forhenværende topchef Carsten Stendevad luftede flere gange sin bekymring for udviklingen på finansmarkederne. Denne bekymring deler Christian Hyldahl ikke helt.
»Der, hvor man kan være lidt bekymret, er i forhold til indtjeningsvæksten i selskaberne. Der er priset en høj indtjeningsvækst ind i markederne, men vi tror, at væksten kommer til at flade ud, og det vil gå ud over indtjeningsvæksten,« siger Christian Hyldahl, der samtidig ser en »mild recession« et stykke ude i horisonten for USA.
»Afkast bliver altså på et lavere niveau. For danskerne betyder det lavere afkast, at de får lidt lavere pensioner, med mindre de sparer mere op.«
Det positive afkast for halvåret i APT kom fra investeringer i unoterede aktier, infrastruktur og fast ejendom. Omvendt trak ATP's investeringer i børsnoterede udenlandske aktier ned.

