Fortsæt til indhold

Opkøbsrygter svirrer om Pandora - aktien stiger markant

Ifølge et italiensk medie er en kapitalfond interesseret i at købe den danske smykkeproducent.

Investor

Pandora stiger kraftigt i tirsdagens handel på fondsbørsen. Den danske smykkeproducent er oppe med mere end 10 pct. efter ca. halvanden times handel.

Stigningen skyldes ubekræftede rygter i markedet om et potentielt køb. Bloomberg skriver på baggrund af italienske Il Sole 24 Ore, at kapitalfondene KKR og Bain Capital undersøger mulighederne i det danske smykkeselskab. I følge avisen er smykkeselskabet et oplagt mål for kapitalfonde og aktivistiske investorer.

Med dagens udvikling har Pandora-investorerne fået et lille plaster på såret. Pandora har nemlig fået store stryg på børsen i år, og aktiekursen er nede med mere end 38 pct. siden nytår.

Pandora har været under verbal beskydning fra aktieanalytikere og andre gennem en periode, da der har været utilfredshed med ikke mindst kommunikationen om smykkekoncernens udvikling.

I august nedjusterede selskabet forventningerne til hele 2018, og kort tid efter røg topchefen Anders Colding Friis på porten.

Indtil en permanent løsning om den post er på plads, skal Anders Boyer køre parløb om den samlede ledelse af Pandora med Jeremy Schwartz, der er hentet som ny driftsdirektør. Jeremy Schwartz er tidligere adm. direktør i The Body Shop og har haft ledende stillinger i andre multinationale selskaber.

Og fra den midlertidige topchef har der lydt nye toner over for aktiemarkedet.

»Vi skal have bygget tillidsforholdet mellem Pandora og kapitalmarkederne op igen. Det kommer jeg til at bruge meget tid på den kommende periode og skal være med til at udrydde misforståelser. Vi har allerede nu i torsdagens fremlagte regnskab for første halvår 2018 gjort et skridt ved at bringe et nyt nøgletal for like-for-like-salget (det sammenlignelige salg, red.) for bl.a. de største markeder. Jeg håber det kan skabe en større forståelse for, hvordan det går,« har Anders Boyer tidligere udtalt til Finans.

Artiklens emner
Pandora
Anders Boyer