Investor

Analytikere: Hvidvaskskandale kan sende Danske Bank i investorernes skammekrog

Hvidvaskskandalen kan potentielt få investorer til at droppe deres investeringer i Danske Bank, lyder vurderingen.

Ifølge Finans's oplysninger har der fundet formodet hvidvask sted i Danske Banks estiske filial for mindst 745 mia. kr. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hvidvaskskandalen i Danske Bank kan få storinvestorer til at sælge ud af deres aktiebeholdning i landets største bank. Det vurderer to Danske Bank-analytikere, som peger på, at skandalen kan få investorer med fokus på ESG til at styre uden om aktien, sætte investeringerne på hold eller sælge ud af deres beholdning.

ESG står for, at man som investor lægger fokus på miljø-, samfunds- og ledelsesmæssige forhold i et selskab.

»Vi kan se, at det helt sikkert er et tema. Der er blevet talt om det i investorkredse, så det har allerede været oppe at vende,« siger Simon Hagbart Madsen, analytiker i Jyske Bank.

Den samme melding kommer fra Mads Thinggaard, aktieanalytiker i ABG Sundal Collier.

»Man kan godt forestille sig, at nogle allerede har valgt aktien fra allerede. ESG-vinklen er meget tydelig. Den kan betyde, at folk har valgt den fra, men også at de vælger den til igen, når vi kommer ud på den anden side,« siger han.

Onsdag viste en rapport fra Danske Bank, at næsten 1.500 mia. kr. er strømmet igennem afdelingen for de såkaldte non-resident kunder i filialen i Estland i en periode fra 2007 til 2015.

»Samlet er det forventningen, at en betydelig andel af betalingerne er mistænkelige,« lød det i rapporten. Ifølge Finans’ oplysninger er der formodet hvidvask for mindst 745 mia. kr.

Danske Bank vil ikke oplyse, om banken har kendskab til investorer, som har trukket sig fra banken.

»Vi kommenterer ikke, hvilke investorer vi er i dialog med, men ESG er et emne, der i stigende grad bliver fokuseret på blandt mange investorer, og det er naturligvis også noget, vi diskuterer løbende med de investorer, der kontakter os. Det er klart, at en sag som denne kan få investorer til at stille spørgsmål ved vores compliance set-up, og derfor er det også meget vigtigt for os at få fortalt og forklaret, at det, der skete i den nu lukkede portefølje i Estland tilbage i 2007-2015, absolut ikke afspejler den måde, vi arbejder på i resten af banken,« siger Claus Ingar Jensen, chef for Investor Relations i Danske Bank.

Indtil nu er Danske Bank-aktien blevet sat i karantæne hos mindst to storinvestorer herhjemme. Det betyder, at der ikke bliver købt nye Danske Bank-aktier hos disse investorer.

Den ene investor er Nordea Invest. Den anden er pensionskassen MP Pension. Hos MP Pension blev beslutningen opretholdt, efter at pensionskassen torsdag holdt møde om sin investering i Danske Bank.

Faktisk er tonen blev skærpet med kritik, fordi pensionskassen mener, at Thomas Borgen burde være fortid i banken, da rapporten ifølge MP Pension pegede på, at »hvidvask og ledelsen i banken hænger temmelig meget sammen.«

»Vi er overraskede og uforstående over for, at Thomas Borgen fortsætter,« sagde Jens Munch Holst, direktør i MP Pension, torsdag til Finans.

Thomas Borgen stopper som topchef i Danske Bank, når hans afløser er fundet. Samtidig har bestyrelsesformand Ole Andersen åbnet for, at han også snart kan være fortid i landets største bank.

Læs også
Top job