Tunge finansmarkeder spiser af Alm. Brands overskud
Alm. Brand, der tjener penge på forsikring, bank og pension, har haft mindre overskud i 2018 end sidste år.
Alm. Brand, der primært tjener sine penge på forsikringer, må se overskuddet dale i årets første ni måneder, hvor svære finansmarkeder har skåret en luns af overskuddet.
Alm. Brand Bank kommer ud af årets første ni måneder med et overskud på 504 mio. kr.
Det er et fald fra 701 mio. kr. i samme periode året før, viser selskabets regnskab.
Selskabet har knap 10 mia. kr. investeret i obligationer, pantebreve og aktier, og de har i årets løb givet et afkast på næsten ingenting, mens Alm. Brand sidste år fik et plus på over 100 mio. kr.
Til gengæld kører Alm. Brands forsikringer bedre end ventet, selv om erstatningerne har været en anelse højere end sidste år.
En meget tør sommer har ikke givet væsentlige erstatninger.
- Jeg er særdeles tilfreds med koncernens samlede resultat. Et flot overskud, der overgår vores forventninger og medfører en opjustering af Alm. Brands forventede resultat for hele 2018, siger adm. direktør Søren Boe Mortensen i en kommentar til regnskabet.
Alm. Brand købte tidligere i år Saxo Privatbank. Søren Boe Mortensen fortæller, at fusionen går som planlagt, og at der kommer nye kunder om bord.
- Banken får stadig flere kunder - både som følge af at nye kunder kommer til og opkøbet af aktiviteterne i det tidligere Saxo Privatbank - men da kunderne samtidig betaler gæld tilbage og omlægger til realkreditlån, så stiger vores udlån ikke i samme takt, siger Søren Boe Mortensen.
Alm. Brand opjusterer forventningerne til 2018 i forbindelse med regnskabet og venter nu et overskud på 700-750 mio. kr.
Tidligere havde selskabet ventet 600-700 mio. kr.

