Fortsæt til indhold

Pundet stiger markant efter brexit-papir i sidste øjeblik

EU og Storbritannien er nået til enighed om en deklaration for fremtidens handel.

Investor

Det britiske pund gør torsdag formiddag comeback.

Det sker, efter EU og Storbritannien er nået til enighed om en deklaration for fremtidens handel efter brexit.

Formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, skriver på Twitter, at parterne har lavet forslaget til en aftale.

»Jeg har lige sendt et udkast af den politiske deklaration EU27 om fremtidens forhold mellem EU og Storbritannien,« skriver han på det sociale medie.

Det var ellers frygtet, at forslaget til aftalen ikke kunne nå at blive til noget, inden et ekstraordinært EU-topmøde i weekenden.

På det møde skal EU's 28 lande godkende brexit-aftalen.

Forslaget til aftalen har fået det britiske pund til at stige med 0,7 og 1 pct. over for henholdsvis euroen og den amerikanske dollar. Den seneste uge er pundet faldet markant i værdi i forhold til de to førnævnte valutaer.

Det netop indgåede forslag til en aftale udgør sammen med en udtrædelsesaftale de skilsmissedokumenter, som EU-landene og Storbritannien skal blive enige om, hvis de skal undgå, at Storbritannien ryger ud af unionen med et brag efter 29. marts 2019.

Hvis brexit-aftalen godkendes i weekenden, skal den senere godkendes af både EU-Parlamentet og det britiske parlament. I sidstnævnte ventes stor modstand, og i øjeblikket ser det ud til, at den britiske premierminister, Theresa May, ikke kan samle opbakning til aftalen.

Det vil bringe parterne ud i en yderst vanskelig situation med blot få måneder til brexit.

Artiklens emner
Theresa May
Donald Tusk