Milliardbesparelse sender Carlsberg på vækstjagt
Bryggerikæmpen, Carlsbergs, effektiviseringsprogram overgår alle målsætninger.
Efter at have gennemført en spareplan på 2,3 mia. kr. vil bryggeriet Carlsberg igen investere i organisk vækst og forbedre bundlinjen med blandt andet specialøl, alkoholfrie øl og et innovativt fadølssystem.
Det skriver Børsen.
Bryggerikæmpens effektiviseringsprogram, der er døbt "Funding the Journey", har overgået alle målsætninger. Dermed har Carlsberg gennemgået en omvæltning, som bedre ruster bryggerikoncernen til konkurrencen med rivalerne Heineken og AB Inbev. Målet er nu mere organisk vækst og bedre indtjening.
- Halvdelen af de fordele, vi har fået ud af "Funding the Journey", er gået til at forbedre bundlinjen, og den anden halvdel til at investere i organiske vækstinitiativer, siger Heine Dalsgaard, der er finansdirektør i Carlsberg, til Børsen.
Effektiviseringsprogrammet er en del af en større syvårsstrategi, hvor selskabet har skåret en række urentable produkter væk fra markedet og investeret i specialøl, hvor salget er fordoblet over de senere år.
Ifølge Jonas Guldborg Hansen, der er analytiker i Danske Bank, er Carlsberg dermed blevet relativt stærkere i forhold til konkurrenterne.
/ritzau/FINANS