- Opdateret 04/12/2018 kl. 15:22
Adform udskyder børsnotering på ubestemt tid
Adform, der laver digital infrastruktur til reklamebranchen, skulle have været på børsen i morgen.
Børsnoteringen af it-firmaet Adform er stødt på grund. Selskabet skulle have været børsnoteret i morgen, onsdag, men har i 11. time afblæst børsnoteringen på ubestemt tid. Aflysningen kommer, efter at Adform tidligere bl.a. måttet sænke udbudsprisen.
Forklaringen på den afblæste børsnotering skal ifølge Adform findes i udsving på finansmarkederne. Adform har ikke sat nogen ny dato for børsnoteringen.
»Jeg er beæret, over den respons vi har modtaget fra indenlandske investorer, men de nuværende volatile og usikre markedsforhold giver os ikke mulighed for at gennemføre børsnoteringen og opnå en smidig overgang til børsmarkedet. Vores vækststrategi er uændret, og vi håber at kunne vende tilbage til børsmarkedet på et senere tidspunkt,« udtaler Gustav Mellentin, der er adm. direktør i Adform, i meddelelsen.
Adform kom med den såkaldte intention to float, der dækker over, at et selskab offentligt melder ud, at det vil børsnoteres den 5. november. Den 19. november offentliggjorde selskabet børsprospektet og gik samtidig i gang med at skaffe investorer.
»Tidspunktet faldt sammen med en periode med høj volatilitet og usikkerhed på de finansielle markeder - især hvad angår teknologiaktier - og for at imødekomme dette offentliggjorde selskabet den 27. november 2018 en justeret tilbudsstruktur og en forlængelse af perioden frem til 4. december,« skriver Adform i meddelelsen.
Det fik bl.a. Adform til at justere prisen for en aktie fra et interval mellem 19 og 24 kr. til en pris på 16 kr.
Siden den 5. november er de danske aktier i form af C25-indekset steget med næsten 1,5 pct. I USA har det teknologitunge Nasdaq-indeks siden denne dato haft to dage, hvor det er faldet med mere end 1 pct., og samlet er det steget med lidt mere end 1,5 pct. siden den 5. november.
Gustav Mellentin var sammen med to partnere med til at stifte Adform i 2002. Siden er Adform vokset til over 850 medarbejdere – hovedparten i Østeuropa – og selskabet ramte sidste år en omsætning på 444 mio. kr. De sidste tre år har dog ikke budt på overskud, og selvom der er vækst, er det ikke på samme niveau som tidligere.