Katastrofal børsdebut for Softbank i Tokyo
Introduktionen af det japanske konglomerat Softbank Corp på børsen i Tokyo har udviklet sig til et mareridt for såvel koncernen som for investorerne.
Softbank Corp-aktien åbnede under udbudsprisen og er siden faldet mere end 12 pct., da investorernes appetit for Japans største børsintroduktion nogensinde er blevet ramt af en driftsafbrydelse hos teleselskabets operatør og bekymringer over Softbanks eksponering over for den kinesiske telekommunikationsgigant Huawei.
En dårlig debut er meget ualmindelig i det japanske marked. Af de seneste 82 introduktioner i Japan hidtil i år er Softbank Corps 23,5 mia. dollar store introduktion blot den syvende, der åbner under afregningsprisen.
Og blandt de seneste rigtigt store introduktioner er Japan Display den eneste, der er floppet ved introduktionen, og det er helt tilbage i 2014.
- Der var afbrydelser i deres netværk tidligere i denne måned, og så er der Huawei-spørgsmålet. Det har ikke været gode nyheder, der har involveret Sofbank for nylig, siger handelschef Tetsuro Ii fra Commons Asset Management i Tokyo til Reuters.
Aktien i Softbank Corp blev afregnet til 1500 yen, men åbnede i 1463 yen, og er siden faldet helt ned til 1315 yen i den tidlige eftermiddagshandel lokal tid.
/ritzau/FINANS