Investorerne jubler over milliardbesparelser - Pandora brager op på børsen
Smykkekoncernen Pandora stiger med mere end 10 pct. i dagens handel.
Investorerne kan ikke få armene ned, efter at Pandora tirsdag morgen offentliggjorde regnskab. Aktien i smykkeselskabet stod til at stige så meget fra børsåbningen, at aktien måtte igennem en forlænget åbningsauktion.
Da handlen blev givet fra bragede aktien op, og stigningen lyder på mere end 15 pct. Hvis stigningen holder dagen ud, vil det være den fjerde bedste dag på børsen nogensinde for Pandora.
Den markante stigning kommer ovenpå et regnskab, der for fjerde kvartal umiddelbart overraskede positivt på omsætning og indtjening, men samtidig viste, at salget faldt med 7 pct. i de eksisterende butikker.
Pandoras regnskab for fjerde kvartal indebærer samtidig en toårig strategi, Programme Now, der indeholder omstruktureringsomkostninger på 2,5 mia. kr. i 2019 og 2020.
Målet med programmet er at sænke omkostningerne med 1,2 mia. kr. fra udgangen af 2020 og få væksten tilbage. Og målet tror investorerne på.
»Med Programme Now igangsætter vi øjeblikkelige og stærke initiativer som svar på de skuffende resultater i 2018. Vi er overbeviste om, at denne omfattende transformation af selskabet vil tilføre ny energi til Pandora, få os tilbage til bæredygtig vækst og understøtte vores høje indtjening,« siger Jeremy Schwartz, driftsdirektør i Pandora, i forbindelse med årsregnskabet.
Udover besparelserne kan aktionærerne også se frem til et udbytte på 4 mia. kr.
»Vi er tilfredse med at have returneret DKK 5,9 mia. tilbage til vores aktionærer i 2018, og vi vil også i 2019 udbetale store beløb til aktionærerne,« siger Anders Boyer, finansdirektør i Pandora.
Med dagens stigning er aktien oppe med mere end 23 pct. siden årsskiftet.