Ebay ser på mulighed for frasalg af DBA og Bilbasen
Den amerikanske handelsplatform Ebay har indledt en strategisk gennemgang af dattervirksomhederne Stubhub og eBay Classifieds, der blandt andet ejer danske DBA og Bilbasen.
En strategisk gennemgang munder ofte ud i frasalg, partnerskaber eller selvstændige børsnoteringer. Beslutningen om gennemgangen kommer ifølge Reuters efter pres fra et par af Ebays aktive aktionærer, heriblandt investeringsselskabet Elliot Management, der også kan se frem til at få Elliot-partneren Jesse Cohn i Ebays bestyrelse.
- Over de seneste to måneder, har vi holdt møder med en række aktionærer for at forstå deres syn (på selskabet, red.), siger administrerende direktør Devin Wenig ifølge Reuters.
Elliot har tidligere vurderet at billetstedet Stubhub har en værdi på mellem 3,5 og 4,5 mia. dollar, mens de internationale handelsplatforme under eBay Classifieds har en værdi af 8-12 mia. dollar.
Aktien i Ebay stiger 3,4 pct. på formarkedet.
/ritzau/FINANS