Fortsæt til indhold

Pinterest vil på børsen i New York

Investor
/ritzau/FINANS

Det amerikanske digitale scrapbog Pinterest har fredag søgt om børsnotering på New York Stock Exchange (NYSE).

Det sociale medie har valgt investeringsbankerne Goldman Sachs, JPMorgan og Allen & Co. til at stå for noteringen.

Det skriver Bloomberg News.

Indledningsvist har Pinterest søgt om at registrere aktier for 100 mio. dollar, hvilket dog blot er beløb, der anvendes til a beregne gebyrer, og ifølge forlydender planlægger selskabet at sælge aktier for mellem 1,5 og 2,0 mia. dollars.

Pinterest havde ifølge ansøgningspapirerne 756 mio. dollars i omsætning sidste år mod 473 mio. dollars i 2017.

Trods den flotte vækstfremgang var nettoresultatet dog stadig et minus på 63 mio. dollar. Pinterest har 250 mio. aktive brugere hver måned.

I 2017 rejste Pinterest senest 150 mio. dollar i ny kapital, hvilket dengang værdisatte selskabet til 12,3 mia. dollars. Pinterest blev etableret i 2010.

Artiklens emner
Pinterest