Lyft fik kursklø efter nye rygter om Ubers børsnoteringsplaner
Investorerne solgte onsdag massivt ud af deres aktier i den amerikanske kørselstjeneste Lyft, der blev noteret på børsen i New York i slutningen af marts.
Dagen endte med et fald på 10,9 pct. til 60,12 dollar for aktien, i kølvandet på forlydender om at konkurrenten Uber kan være på vej mod en meget snarlig børsnotering.
Ifølge Wall Street Journal, der har oplysningerne fra anonyme kilder, går Uber efter at rejse omkring 10 mia. dollar gennem børsnoteringen, der muligvis allerede kan blive annonceret torsdag i denne uge.
Kilderne oplyser til mediet, at det potentielle kursniveau for en aktie er sat til mellem 48-55 dollar, og ifølge Wall Street Journal vil det svare til, at Uber sigter efter en markedsværdi på mellem 90-100 mia. dollar.
Ubers børsnotering har været ventet, og analytikere har tidligere anslået, at selskabet ville få en samlet markedsværdi på 120 mia. dollar.
Lyft gjorde debut på børsen den 29. marts, og den første handelsdag var en succes, da aktien steg 8,7 pct. til 78,29 dollar. Siden er det gået knap så godt for kørselstjenestens aktie, der faldt 11,9 pct. den efterfølgende dag.
Både mandag, tirsdag og onsdag i denne uge har været hårde for Lyft, og samlet set er aktien nu dykket 16,5 pct. fra noteringskursen på 72 dollar.

