Fortsæt til indhold

Analytiker: Trumps trusler kan udløse meget store udsving på aktiemarkederne

Markederne i Asien er mandag morgen malet i rødt, efter at Donald Trump har truet Kina med nye tariffer.

Investor

Investorerne kan godt begynde at forberede sig på store udsving på aktiemarkederne. Sådan lyder det fra Danske Bank, efter at USA’s præsident Donald Trump søndag aften dansk tid på Twitter truede med at skrue op for tarifferne på kinesiske varer i slutningen af denne uge.

Truslen fra Donald Trump kommer på et tidspunkt, hvor mange ellers havde sat næsen op efter en handelsaftale mellem USA og Kina.

»På den korte bane må vi sige, at usikkerheden igen er blevet meget stor, og vi skal forvente meget stor volatilitet i finansmarkederne på kort sigt,« skriver Allan von Mehren, der er chefanalytiker i Danske Bank, i en kommentar.

I Asien har investorerne allerede reageret ved at sende aktierne kraftigt ned, og bl.a. det amerikanske aktiemarked står også til at falde, når det åbner i eftermiddag.

»Om der (endnu engang) blot er tale om forhandlingsteknik fra Trumps side er endnu uvist, men med udmeldingerne har han tvunget markederne til igen at indprise en større usikkerhed,« skriver Jan Størup Nielsen, der chefanalytiker i Nordea, i en kommentar.

Onsdag skulle der efter planen ankomme kinesiske repræsentanter i Washington for at forhandle en aftale på plads, men ifølge Wall Street Journal overvejer man fra kinesisk side nu at aflyse møderne. På trods af Trumps tweets venter flere analytikere, at der vil komme en aftale i hus.

»Vi venter stadig en aftale er nær, men risikoen er her til aften steget mærkbart. Kina har tidligere nægtet at forhandle under trusler, så Trump løber en stor risiko med sine tweets,« skriver Frederik Engholm, der er chefstrateg i Nykredit.

Artiklens emner
Allan von Mehren
Jan Størup Nielsen