Warren Buffett er forbilledet: Kendt investor ramt af milliontab
På trods af tab i 2018 har Jackson Familieinvest med Thorleif Jackson siden 2008 slået verdensindekset.
Nedturen på aktiemarkederne i slutningen af 2018 gjorde ondt på de fleste investorer. Det gjorden den også på Thorleif Jackson, der står i spidsen for investeringsselskabet Jackson Familieinvest.
Efter tre år med positive afkast løb Jackson Familieinvest og de 210 aktionærer i selskabet i 2018 ind i et tab og negativt afkast. Det viser årsregnskabet fra Jackson Familieinvest.
Jackson Familieinvest kom igennem 2018 med et tab før skat på 39,3 mio. kr. svarende til et bruttoafkast på minus 9,2 pct.
Med resultatet for 2018 har Jackson Familieinvest ikke levet op til målsætningen. Den er at slå verdensindekset MSCI World. Verdensindekset faldt i 2018 med 3,8 pct., og dermed har Jackson Familieinvest underperformet med 5,4 pct.point i forhold til sit benchmark.
Hvis man måler siden de første investeringer i Jackson Familieinvest, der blev foretaget tilbage i 2008, har investeringsselskabet dog stadig formået at slå sit benchmark.
»Fra begyndelsen havde vi en målsætning om at lave et absolut afkast på 20 pct. om året, og at vi skulle slå markedet med 10 pct. om året. Det kunne vi ikke, så det har været lidt skuffende. Det var også meget ambitiøst og lidt urealistisk, så nu har vi reduceret målet til 10-15 pct. i afkast om året,« har Thorleif Jackson tidligere udtalt i et interview med Finans.
Thorleif Jackson er oprindeligt uddannet civilingeniør, men i 2006 valgte han at gøre sin hobby som aktiehandler til sit professionelle virke. Og han er ikke noget ukendt navn i investorkredse.
For selvom Jackson Familieinvest kun er for familien, venner og venners venner, vil navnet ringe en klokke hos private investorer.
I en årrække har han skrevet om aktier for Dansk Aktionærforening, og hos børsmægleren Nordnet har man siden 2005 kunnet følge med i hans investeringer i realtid.
Thorleif Jacksons store forbillede er Warren Buffett, og investeringsstrategien er klar.
»Vi forsøger at investere i branchevindere. De selskaber, der har de bedste historiske resultater inden for deres branche. Høje overskudsgrader, lav gæld og virksomheder, som returnerer en stor del af pengene til aktionærerne. Den type selskaber plejer at levere gode afkast. Men det er svært at finde branchevindere og svært at time, hvornår man skal købe og sælge dem,« har Thorleif Jackson tidligere forklaret.

