Fortsæt til indhold

Dansker bliver Nasdaq-chef for hele Europa

Bjørn Sibbern skal være ny europæisk direktør for Nasdaq-børsen. Målet er at indtage nye lande.

Bjørn Sibbern rykkede til Nasdaqs hovedkvarter i New York for tre år siden - nu kommer han tilbage til Skandinavien. Foto: Marie Katrine Kragh
Investor

Som 34-årig blev han direktør for Københavns Fondsbørs. Nu tager han – 11 år senere – endnu et solidt skridt op ad karrierestigen.

Bjørn Sibbern er udnævnt til ny europæisk direktør for Nasdaq, oplyser børsen. Dermed rykker han fra sit nuværende job i New York og til Stockholm, hvor han skal styre slagets gang på Nasdaq-børserne i Europa.

Nasdaq driver i dag børs i de skandinaviske lande, Island og de tre baltiske lande. Men den nyoprettede post som europæisk direktør er blevet opfundet, fordi Nasdaq gerne vil tage flere bidder af det europæiske kontinent.

»Bjørn vil med hans omfattende børserfaring og stærke lederevner kunne styrke vores relationer til kunder og myndigheder og skabe nye muligheder for at udvide vores forretning,« udtaler Adena Friedman, global topchef for Nasdaq.

I dag har Nasdaq-koncernen 19 kontorer i 15 europæiske lande, og driver børser i syv. Det tal skal altså gerne vokse fremover.

Med sin fortid som direktør for Nasdaq OMX København i den omtumlede periode 2008-2016 kender Bjørn Sibbern det skandinaviske marked og var med til at få skabt nyt liv på børsen i København efter nogle år uden nye børsnoteringer.

Derfra blev han i 2016 forfremmet til et job hos ’moderskibet’ i New York, hvor han fik ansvaret for den afdeling, der sælger markedsdata og indeksprodukter. Den del af forretningen omkring en fjerdedel af Nasdaqs samlede omsætning hjem og skulle vokse. I løbet af de tre år i den rolle stod Bjørn Sibbern for flere opkøb. Nu skal evnerne til at få Nasdaq til at vokse sig større altså bruges i hele Europa.

Bjørn Sibbern har en kandidatgrad i erhvervsret fra Copenhagen Business School og har siden da arbejdet med børser og aktier. Undervejs er det blevet til flere gensyn med skolebænken, blandt andet en MBA-uddannelse fra Copenhagen Business School.

Artiklens emner
Nasdaq
Bjørn Sibbern