Knald eller fald i handelsforhandlingerne mellem USA og Kina
De finansielle markeder blev mandag morgen fuldkommen taget på sengen af USA's præsident, Donald Trump, der søndag udsendte et drakonisk tweet midt i ellers konstruktive handelsforhandlinger med Kina: Trump varsler nye og højere toldsatser allerede fra på fredag i denne uge med henvisning til, at forhandlingerne med Kina går for langsomt, og at Kina forsøger at genforhandle.
Det er umiddelbart et slag i ansigtet på kineserne og en potentiel kæp i hjulet for en handelsaftale. Kina har tidligere givet klart udtryk for, at man ikke vil forhandle med en kniv for struben. De kinesiske børser faldt markant mandag morgen med op mod seks procent, mens de vestlige aktiemarkeder også viste fald på op mod to procent i løbet af mandagen. Der er således tale om kraftige markedsreaktioner, der afspejler reel usikkerhed om det videre forløb.
Man kan spørge sig selv, om en handelsaftale egentlig betyder så meget. Når alt kommer til alt, er der tale om en årlig kinesisk vareeksport til USA på ca. 540 mia. dollars (ca. 3.600 mia. kr.) og amerikansk vareeksport til Kina på ca. 120 mia. dollar (ca. 800 mia. kr.). Forestiller man sig i et ekstremt scenarie, at disse tilsammen 660 mia. dollar bliver pålagt 25 procent told, er der tale om et beløb på ca. 165 mia. dollars, som toldmyndighederne kradser ind i USA (135 mia. dollars) og Kina (30 mia. dollars).
Disse tal udgør en brøkdel af den samlede verdensøkonomi, der triller rundt med et årligt bruttonationalprodukt på omkring 85.000 mia. dollars (ca. 570.000 mia. kr.). Men svaret er alligevel JA. De indirekte effekter af en videreførelse af handelskrigen vil være ganske store og hæmmende for den globale økonomiske udvikling. Der vil være frygt for yderligere eskalering af handelskonflikten fx i form af obstruerende adfærd overfor amerikanske virksomheder, etableret i Kina og vise versa. Mange virksomheder, også uden for USA og Kina, vil udskyde investeringer og rekrutteringer pga. usikkerhed, og almindelige forbrugerne kan meget vel lægge en ekstra krone til opsparingen frem for at forbruge.
Her og nu spekulerer markederne i, hvad der er motiverne bag Trumps udfald mod Kina. Forståelsen af dette er også kilden til at forudse det videre forløb: Kommer der en handelsaftale alligevel, eller vil vi se en langtrukken handelskrig, til skade for årets ellers positive udvikling på aktiemarkederne?
I BankInvest hælder vi mest til, at der er tale om en klassisk Trump-taktik: Han lægger maksimalt pres på Kina i denne afsluttende forhandlingsfase for a) at presse de sidste indrømmelser ud af Kina og b) dermed i endnu højere grad at kunne sole sig i et endeligt forhandlingsresultats strålende lys. Trump vil fremstå handlekraftig, stærk og resultatorienteret.
Men det er også muligt, at Trump har foretaget en velovervejet fornyelse af strategien ind i den præsidentvalgkamp, der udfolder sig stadig mere tydeligt. Bedst som man troede, at Trump lagde vægt på et godt forhold til Kina for at støtte økonomien maksimalt, vil han kunne høste stemmer på en stram kurs overfor det, som mange amerikanere ser som den nye hovedfjende efter Sovjetunionens fald. Man skal også huske på, at Trump er omgærdet af nogle tunge ”Kina-høge” som fx den nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton, udenrigsminister Mike Pompeo og handelsrådgiver Peter Navarro.
De kommende dage vil vise, hvor Trump-lejren er på vej hen ift. Kina. Vil han fx gøre alvor af sine meget konkrete trusler og hæve toldsatserne på 200 mia. dollar kinesisk eksport fra 10 procent til 25 procent allerede på fredag? Hele handelstemaet er igen spillet ind på scenen som en væsentlig faktor for udviklingen på de finansielle markeder.
Det uheldige er, at Trumps markante udspil kommer på et tidspunkt, hvor det globale aktiemarked lige har ramt samme top igen som tilbage i september/oktober sidste år. Risikoen er, at mange investorer vil benytte kursopgangen og den fornyede usikkerhed til at trække penge ud af markederne, der således vil komme under pres. En fornyet positiv udvikling i handelsforhandlingerne vil sende aktiemarkederne op igen. Hvis der er nogen, der kigger på aktiekurser, er det Trump. Han kan lide at se rekorder. Det er nok nøglen til at forstå hans næste træk.



