Fortsæt til indhold

Dansk selskab har firedoblet forretningen - nu skal det på børsen

Abacus Medicine vil børsnoteres i Tyskland. Selskabet vil hente et større trecifret millionbeløb.

Investor

Den danske vækstkomet Abacus Medicine vil børsnoteres på børsen i Frankfurt i Tyskland, hvor selskabet har planer om som minimum at hente 50 mio. euro. svarende til 373 mio. kr. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

»Abacus Medicine handler om bedre adgang til medicin. Vi har en klar markedsstrategi og stærk evne til at eksekvere. For at bygge videre på vores unikke platform vil vi nu rejse ekstra kapital. Det næste skridt på vejen til fremtidig vækst er en børsnotering i Frankfurt,« udtaler Flemming Wagner, der adm. direktør og grundlægger af Abacus Medicine.

I forbindelse med børsnoteringen vil der blive solgt eksisterende aktier i selskabet, der samtidig også vil udstede nye aktier for at rejse penge. Flemming Wagner vil efter planerne stadig sidde på aktiemajoriteten efter børsnoteringen.

Det er anden gang, at selskabet med base i København offentliggør planer om at lade sig børsnotere i Tyskland. Det skulle oprindeligt allerede være sket i efteråret 2018, men selskabet måtte trække i nødbremsen, da det globale aktiemarked dykkede med 10 pct. lige op til noteringen.

Den entreprenante medicinmand Flemming Wagner har på fem år formået at firedoblet forretningen til en omsætning på knap 2,5 mia. kr. - hovedsageligt ved at parallelimportere medicin.

Priserne på originalmedicin kan svinge meget fra land til land, og ved at købe lægemidlerne i et land til en lavere pris kan Abacus Medicine sælge dem videre i et andet land med fortjeneste.

Udover hovedforretningen opererer Abacus på markedet for ikke-registrerede lægemidler samt forsyning af lægemidler til kliniske forsøg.

Når et stort medicinalselskab sender et nyt lægemiddel på markedet, sker det typisk i et sted mellem 40 og 50 lande, hvilket efterlader stribevis af andre markeder.

En speciallæge i f.eks. Hongkong kan så gå til myndighederne og sige, at hun gerne vil købe medicin X, Y eller Z i EU og derefter få en importtilladelse - det indkøb og levering kaldes ikke-registrerede lægemidler.

Artiklens emner
Abacus Medicine
Flemming Wagner