Er Europa på vej mod japanske tilstande?

Politiske iagttagere har i nogen tid sammenlignet udviklingen i europæisk økonomi med den, som Japan har gennemgået siden starten af 1990’ere. Her sendte en finansiel boble ejendomspriserne på himmelflugt op gennem 80erne, og da boblen bristede bragte det landet ud i en langvarig krise med årlige vækstrater på under to procent, lav inflation og lav reallønsfremgang.

I eurozonen peger flere tendenser i samme retning: Finanskrisen i 2008 ramte Europa, som Japan blev ramt i 90erne, og begge steder ses en underliggende strukturel svaghed, herunder en meget langsom stigning i produktiviteten.

Men andre faktorer tegner også i høj grad et andet billede af den europæiske økonomi. En af de afgørende forskelle er, at erhvervstrukturen i Europa er mere fri. Her er bedre mulighed for at foretage tilpasninger, og det foregår lige nu blandt andet i bil- og bankindustri. Det gør ondt, men sker på en måde, som skaber potentiale for, at vi kan opleve et Europa med en vis realvækst, selv om det næppe sker så hurtigt, som mange sikkert kunne ønske sig.

Europæisk økonomi er robust, fordi forbrugeren har det godt. Den lave inflation betyder også, at købekraften stiger. Forbruget stiger overraskende langsomt, men det stiger. Europæerne fik sig en slem forskrækkelse, da boligmarkedet faldt fra hinanden, og man sparer mere op end før finanskrisen. Arbejdsløsheden er lav, og bortset fra i Italien er der i Europa en positiv udvikling, når det gælder den europæiske statsgældskrise. Vi har en vis politisk stabilitet, selv om det i flere lande er i form af manglende handlekraft på grund af udfordringer fra både højre- og venstrefløj. Finanssektoren har reduceret sin balance. Alt i alt er der basis for en lang, positiv udvikling.

Så nej, jeg tror ikke på, at vi er på vej til japanske tilstande.

Europæisk økonomi er måske nok kedelig, men den er kedelig på en god måde. Den er robust og stabil, og fremgangen fortsætter stille og roligt for den almindelige lønmodtager og for servicesektoren. Dele af industrien er mere udfordret på grund af den uro, der er omkring international handel, men de fleste europæiske lande står i en rimelig solid position i den forstand, at beskæftigelsen er høj og fortsat stiger.

Arbejdsløsheden i eurozonen som helhed er den laveste siden finanskrisen og har næsten nået niveauet fra før 2008. I Tyskland har den ikke været så lav siden genforeningen og falder fortsat. Kreditgivningen, som blev trukket voldsomt tilbage som følge af finanskrisen, er siden 2014 gået langsomt frem, og der ser ikke ud til at være nogen stor kreditkrise, der kan true boligmarkederne og privatøkonomierne.

De lave vækstrater i Europa skal ses i lyset af en lille befolkningstilvækst. Det betyder, at der også er vækst i lønmodtagernes realindkomst. Ganske vist en langsom vækst, men da inflationen blot er er en til halvanden procent, er der solid fremgang i den europæiske lønmodtagers realindkomst. Forbrugerne er trygge ved fremtiden. Det kan de også roligt være, for scenariet ser indtil videre fornuftigt ud.