Bang & Olufsen skuffer - venter udfordrende år
Den danske lydproducent er kommet igennem sit forskudte regnskabsår med et markant fald i omsætningen og på bundlinjen.
Markant tilbagegang på både top- og bundlinje. Det viser regnskabet for det forskudte regnskabsår 2018/2019 i Bang & Olufsen. Det er et årsregnskab, der ikke rummer mange lyspunkter.
Omsætningen faldt således med 13,6 pct. til 2.838 mio. kr., driftsresultatet (EBIT) endte på 59 mio. kr. og blev dermed mere end halveret, de frie pengestrømme var negative, og endelig faldt resultatet efter skat med mere end 76 pct. til 19 mio. kr.
»Det har været et skuffende år for Bang & Olufsen. Vores utilfredsstillende resultater skyldtes primært vanskeligheder i forbindelse med omlægning af vores salgs- og distributionsnet samt færre produktlanceringer i forhold til sidste år. På trods af disse udfordringer er vi stadig en rentabel forretning, og det understreger, at vi er kommet langt i vores transformation, selv om vi stadig har meget arbejde foran os,« udtaler Henrik Clausen, adm. direktør i Bang & Olufsen, i forbindelse med årsregnskabet.
Bang & Olufsen måtte i regnskabsåret 2018/2019 nedjustere flere gange, og det har sendt aktien i dørken. På direktionsgangen venter man dog bedre tider i det indeværende regnskabsår.
»2019/20 bliver et udfordrende år, men vi regner med at opnå vækst i anden halvdel. Væksten vil blive drevet af den fortsatte omlægning af vores salgs- og distributionsnetværk, hvilket vil medføre åbning af nye salgssteder på alle nøglemarkeder og mere ejerskab af kundeoplevelsen samt nye innovative produkter i alle produktkategorier,« udtaler Henrik Clausen.
For det indeværende regnskabsår venter Bang & Olufsen encifret vækst ved stabile valutakurser, en EBIT-margin over niveauet for 2018/2019, hvor den endte på 2,1 pct., og endelig venter selskabet fra Struer positive pengestrømme.
| (mio. kr.) | 2017/2018 | 2018/2019 |
|---|---|---|
| Omsætning | 3.285 | 2.838 |
| EBIT | 122 | 59 |
| Resultat før skat | 117 | 33 |
| Resultat efter skat | 81 | 19 |

