Danske aktier malet i rødt: Trumps tariffer sender aktier i minus
Aktierne i Danmark dykker, efter at USA's præsident Donald Trump har eskaleret handelskrigen med Kina.
Handelskrigen mellem USA og Kina har igen malet det danske aktiemarked. Størstedelen af aktierne i det ledende aktieindeks, C25, falder, og det har sendt indekset ned med 0,8 pct.
Faldet kommer, efter at USA's præsident Donald Trump torsdag aften dansk tid meddelte, at USA fra den 1. september vil lægge 10 pct. told på kinesiske varer for 300 mia. dollars - 2.000 mia. kr.
A.P. Møller-Mærsk, FLSmidth, og ISS leder an i dagens udvikling med fald på mere end 2,5 pct.
Dagens fald var forudset fra flere sider. Torsdag aften lød det fra Danske Bank, at investorerne skal forberede sig på flere store udsving i den kommende tid.
»På den korte bane må vi sige, at usikkerheden igen er blevet meget stor, og vi skal forvente meget stor volatilitet i finansmarkederne på kort sigt,« skrev Allan von Mehren, chefanalytiker i Danske Bank, i en kommentar.
Det er ikke kun de danske aktier, der er blevet ramt af den fornyede usikkerhed i handelskrigen mellem USA og Kina. Det ledende svenske indeks er nede med 1,8 pct., mens DAX-indekset i Tyskland er nede med mere end 2 pct.
»Trumps udmelding er skidt nyt for en verdensøkonomi, der allerede i forvejen står svækket. Ikke mindst industrien. Og risikoen, for at handelsforhandlingerne afspores, stiger også. Det kan forlænge og måske endda forværre den svaghed, som allerede ses mange steder,« skrev Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit, i en kommentar torsdag aften.

