Fortsæt til indhold

Ganske få superaktier skaber hele gevinsten: De fleste andre aktier er tab

I Danmark har blot 17 selskaber skabt næsten 80 pct. af merafkastet de seneste 30 år, viser en international undersøgelse.

Arkivfoto: Finn Frandsen/Polfoto
Investor

De fleste aktier er ikke pengene værd, selv hvis man er tålmodig og har en lang investeringshorisont. Op mod halvdelen af de globale aktier har ikke skabt en krone i afkast over de seneste knap 30 år. Afkastet er koncentreret omkring ganske få superaktier.

Det viser en undersøgelse, som finansforsker Hendrik Bessembinder, Arizona University, står bag. Sammen med andre forskere har han gennemtrawlet afkastet fra knap 62.000 aktier i 42 lande – herunder Danmark – fra 1990-2018 og sat afkastet i forhold til det, der ofte kaldes den risikofri investering, nemlig helt korte amerikanske statsobligationer. Resultatet er nedslående.

»Vi har længe vidst, at en mindre andel af aktierne står for det meste af afkastet. Men det er overraskende, at det er så få af de børsnoterede selskaber, der reelt står for stort set hele værdiskabelsen. Det gør det helt klart, hvor svært det er at investere i enkeltaktier,« siger professor Carsten Tanggaard, Aarhus Universitet.

Kun lidt over halvdelen af de danske aktier har skabt et afkast i den periode, der er undersøgt. Og under halvdelen af de danske aktier har klaret sig så godt som en risikofri investering.

17 selskaber – svarende til 5 pct. af de noterede – har skabt næsten 80 pct. af merafkastet. Først og fremmest Novo Nordisk og dernæst A.P. Møller-Mærsk, Coloplast, Danske Bank og TDC.

Dansk forskning viser, at knap 1 mio. danskere har investeret direkte i aktier for frie midler, men kun få ejer mere end en eller to aktier.

»Ifølge vores forskning skal der 30-50 aktier til, for at man har spredt sin risiko fuldt ud på det danske marked. Danske aktieinvestorer ville kunne øge deres afkast med op til tre procentpoint om året – uden at tage højere risiko – hvis de i stedet holdt så mange aktier, at risikoen blev spredt,« siger CBS-professor Jesper Rangvid.

Dansk Aktionærforening siger, at det rigtige for de fleste private er at investere godt 80 pct. mere sikkert i indeksfonde og jage superaktier for de sidste 20 pct.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.