Investor

Hackerangreb koster Demant over 500 mio. kr.

Demant sætter nu pris på, hvad hackerangrebet mod virksomheden har kostet. Det fører til en nedjustering.

Søren Nielsen er topchef i den danske høreapparatskoncern Demant, der nu må nedjustere efter et omfattende hackerangreb. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup

Den danske høreapparatskæmpe Demant blev tidligere på måneden udsat for et omfattende hackerangreb, der påvirkede koncernens it-systemer.

Hidtil har Demant ikke villet sige, hvad hackerangrebet ville få af finansiel betydning. Indtil nu.

For i en fondsbørsmeddelelse torsdag morgen oplyser Demant, at hackerangrebet vil have en samlet negativ finansiel effekt på driftsresultatet i 2019 på mellem 550 og 650 mio. kr. I det beløb er indregnet en forventet fratrukket forsikringsdækning på omkring 100 mio. kr.

»Omtrent halvdelen af ​​det anslåede tabte salg vedrører vores engrossalg af høreapparater. Hændelsen har forhindret os i at gennemføre vores ambitiøse vækstaktiviteter i nogle af de vigtigste måneder på året – især i USA, som er vores største marked,« skriver Demant i fondsbørsmeddelelsen.

Demant har som følge af angrebet valgt at nedjustere forventningerne til helåret. Driftsresultatet forventes nu at blive mellem 2 og 2,3 mia. kr. mod en tidligere forventning på mellem 2,65 og 2,85 mia. kr.

Demant gør opmærksom på, at vurderingen af hackerangrebets finansielle effekt fortsat er foreløbig og er baseret på, at genetableringsprocessen af it-systemerne følger planen.

Høreapparatskoncernen har også valgt at stoppe sit tilbagekøb af aktier, fremgår det af fondsbørsmeddelelsen.

»Cyberkriminaliteten har haft en betydelig indvirkning på vores evne til at skabe den vækst, vi forventede i andet halvår, og selvom vores kommercielle enheder gør deres yderste for at kompensere for betydningen af ​​hændelsen, er vi i en situation, hvor vi ikke kan eksekvere vores ambitiøse kommercielle vækstaktiviteter i det planlagte omfang,« siger Demants topchef, Søren Nielsen, i fondsbørsmeddelelsen.

Lidt mindre end halvdelen af ​​det estimerede tabte salg vedrører Demants detailforretning, hvor mange klinikker ikke har været i stand til at servicere brugere på normal vis.

Derudover er forretningsområderne høreimplantater, diagnostik og personlig kommunikatin også blevet påvirket af hackerangrebet.

Selvom Demant har gendannet og reaktiveret mange af koncernens it-systemer, vil det fortsat tage op mod tre uger, før alle forretningskritiske systemer, applikationer og servere er genetableret.

Læs også
Top job