Fortsæt til indhold

Buffett: Coronavirus er »skræmmende« - men det bør ikke påvirke aktiestrategien

En af verdens mest kendte investorer kalder coronavirussen skræmmende, men maner samtidig til besindighed i forhold til aktier.

Warren Buffett er kendt som manden bag det legendariske investeringsselskab Berkshire Hathaway.. Foto: AP.
Investor

Det kan godt være, at coronavirus er skræmmende, men det ændrer ikke på, at aktier er en god investering over tid.

Sådan lyder meldingen fra den legendariske investor Warren Buffett, der over for CNBC fortæller, at han har tænkt sig at holde fast i aktier.

»Det er skræmmende. Jeg tror dog ikke, at det bør få betydning for, hvad du stiller op med aktier,« siger han ifølge Reuters til CNBC.

Meldingen kommer på et tidspunkt, hvor hele verdens aktiemarked er gået i rødt, og hvor det danske eliteindeks C25 ser ud til at få det største fald på en enkelt dag i historien.

Den frygtede coronavirus, der seneste bl.a. har ramt Italien ganske hårdt, og krævet flere dødsfald, kan måske være på vej til Danmark.

I hvert fald oplyser Statens Serum Institut på sin hjemmeside, at det ikke kan udelukkes, at virussen kommer til Danmark.

Det kan det ikke, fordi der er konstateret smittede personer i andre europæiske lande.

»Sandsynligheden (risikoen, red.) for rejserelaterede tilfælde i Danmark vurderes som moderat, mens sandsynligheden (risikoen, red.) for smittespredning i Danmark er lav,« skriver Statens Serum Institut ifølge Ritzau.

Coronavirussen, der første gang brød ud i den kinesiske by Wuhan i december 2019, har ifølge Ritzau indtil videre spredt sig til omkring 30 lande.

Artiklens emner
Warren Buffett