Officielt: Blodrød dag i USA fører til korrektion
De amerikanske aktier bare fortsætter ned, og det betyder en - set med investorernes øjne - rigtig dårlig nyhed.
Ikke siden den store depression i 1933 har det amerikanske aktiemarked ramt en officiel korrektion så hurtigt.
De seneste seks dage har budt på et fald på mere end 10 pct. fra toppen for det ledende S&P 500-indeks, og det er netop definitionen på en decideret korrektion.
Der er tale om den hurtigste korrektion i S&P 500-indeksets historie.
Årsagen er ganske simpel. Coronavirussen spreder sig med hastige skridt, og det skaber panik på verdens aktiemarkeder.
I USA blev torsdagen den sjette handelsdag i streg med røde tal over hele linjen. S&P 500 faldt 3,8 pct., Dow Jones Industrial faldt 4 pct., mens Nasdaq Composite tog et dyk på 3,8 pct..
»Det er ikke en Kina-ting. Det er blevet mere globalt, når det handler om spredningen af virussen og den økonomiske betydning,« siger Willie Delwiche, investeringsstrateg i Robert W. Baird, til Reuters.
I Europa faldt det ledende Stoxx 600-indeks med 3,8 pct., og flere selskaber havde en decideret rædselsdag på børsen.
Det gjaldt ikke mindst verdens største bryggeri, AB Inbev, der tog et dyk på enorme 11 pct. Ifølge Ritzau Finans skyldes faldet kommentarer fra selskabet om, at virksomheden ser svagere vækst i 2020 som følge af coronavirussen.
I den danske andedam kom det første officielle tilfælde af coronavirus.
Det var næppe årsag til de store kursfald, men faktum er, at det ledende C25-indeks oplevede det femtestørste fald siden december 2016, hvor indekset så dagens løs.
Faldet endte på på et minus på 2,8 pct., hvilket ikke mindst var drevet af ISS med et fald på 6,5 pct., mens A.P. Møller-Mærsks A-aktie tog et fald på 6 pct., mens B-aktien ”nøjedes” med et fald på knap 5,8 pct.


