Investor

Aktier/middag: Defensive og cykliske aktier sendes hver sin vej

De defensive aktier hænger onsdag i bremsen, mens de cykliske aktier er i højere kurs. Det sker på en tung regnskabsdag med et svagt regnskab fra GN Store Nord, mens Ørsted og Novozymes samt Nordea og Sydbank belønnes for deres regnskaber.

Det danske C25-indeks ligger onsdag ved 11.30-tiden med et fald på 0,7 pct. i 1228,10, hvorved indekset halter lidt efter resten af Europa, der stiger. Det tyske DAX-indeks stiger 0,4 pct.

- Markedet kigger onsdag i retning af de cykliske aktier og finansaktierne, i en sektorrotation, hvor de defensive aktier, der har kørt godt på det seneste, bliver solgt lidt ud. Det giver også et større pres på det danske marked end i resten af Europa, siger Danske Banks chefhandler Mads Zink til Ritzau Finans.

De defensive aktier får onsdag en hård medfart, hvor Ambu-aktien med et fald på 4,9 pct. til 206,10 kr. agerer bundprop. Ambu-aktien fortsætter dermed nedturen efter tirsdagens fald på 6,9 pct., der kom i kølvandet af to sænkede anbefalinger.

Novo Nordisk-aktien lukkede tirsdag i rekord, men onsdag er investorerne vendt på en tallerken, og de sælger aktien 3,0 pct. ned til 434,75 kr. Den ligeledes defensive Coloplast-aktie falder med 1,8 pct. til 1063 kr.

Modsat er der onsdag god efterspørgsel efter de cykliske aktier, hvor FLSmidth-aktien fortsætter opturen med et plus på 4,6 pct. til 175,70 kr. efter tirsdagens regnskab og kursridt på 9,1 pct. Handelsbanken hæver efter regnskabet kursmålet for FLSmidth til 175 kr. fra 160 kr.

Mærsks B-aktie løftes med 4,5 pct. til 6848 kr.

Den ligeledes cykliske DSV Panalpina-aktie taber dog 0,6 pct. til 684,60 kr., efter at finanshuset Exane BNP Paribas har sænket anbefalingen på transportaktien til "underperform" fra "outperform".

- Regnskaberne fylder meget i onsdagens marked, men mange havde allerede preannonceret tal, så der er ikke noget helt overraskende, siger Mads Zink.

GN falder 4,1 pct. til 322,20 kr., og kollegaen Demant, der har større eksponering mod høreapparatmarkedet, taber 4,5 pct. til 161,85 kr. Noget af spændingen var taget ud af GN's regnskab med offentliggørelsen af foreløbige tal for perioden, da GN i starten af april valgte at suspendere sine forventninger til 2020 grundet coronakrisen.

Her var foreløbige tal for væksten og omsætningen en del af ligningen, men nyt er det, at driftsresultatet (EBITA) i første kvartal landede på 300 mio. kr. mod ventet 370 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af GN selv inden regnskabet.

Det skyldes, at selskabets høreapparatdivision, GN Hearing, var hårdt ramt på indtjeningen i første kvartal, hvor udbruddet af coronavirus gjorde det vanskeligere at sælge høreapparater.

Kursmålet for Demant er ikke desto mindre blevet løftet til 200 kr. fra 180 kr. af analytikerne hos DNB, der fastholder anbefalingen "køb".

Hos Nordea endte første kvartal med et nettooverskud på 460 mio. euro mod 443 mio. euro i samme periode sidste år. Analytikere havde blot ventet et overskud på 307 mio. euro, viser estimatet indsamlet af Ritzau Estimates.

- Alt i alt er det et regnskab uden hår i suppen. De områder, hvor det er vigtigt banken leverer, udvikler sig positivt, siger analytiker i Sydbank Mikkel Emil Jensen til Ritzau Finans.

Blandt de positive islæt er nedskrivningerne, der landede på 154 mio. euro. Her havde analytikerne ventet 370 mio. euro.

Nordea ligger onsdag middag 5,9 pct. højere i 42,75 kr. efter en stigning på lige over 5 pct. tirsdag.

Ørsted har onsdag morgen leveret et rigtig stærkt regnskab for årets første kvartal, hvor især driftsindtjeningen (EBITDA) overraskede positivt.

Væksten var særligt drevet af udviklingen i havvind, hvor blandt andet en øget produktion fra Hornsea 1 og højere vindhastigheder løftede resultatet til 5632 mio. kr. – knap 13 pct. mere end medianestimatet.

- Ørsted melder om noget højere vindhastigheder end normalt, så det er klart noget, der er positivt for indtjeningen, lyder det fra analytiker Per Fogh fra Sydbank.

Aktien stiger onsdag 1,5 pct. til 720,80 kr.

Novozymes' regnskab er stort set som ventet, men enzymproducenten havde også leveret foreløbige salgstal i starten af april.

Novozymes kom rigtig godt ud af første kvartal - og de gode takter ses fortsættende ind i den første måned af andet kvartal.

Det siger Ester Baiget, der er administrerende direktør i Novozymes.

- Vi kan se, at det gode momentum er fortsat ind i april. Vi havde et godt fjerde kvartal sidste år. Det er fortsat i første kvartal i år - og lige nu ind i den første måned af andet kvartal, siger Ester Baiget i et interview med Ritzau Finans.

Novozymes stiger 1,6 pct. til 323,80 kr.

Fra finanssektoren er der også kommet regnskabsnyt fra Ringkjøbning Landbobank, der landede et overskud efter skat på 158 mio. kr., eller lige over 100 mio. kr. mindre end i samme periode sidste år. Banken, der stiger 5,9 pct. til 416 kr., vil i øvrigt tage afsked med 2,9 pct. af medarbejderstaben.

Fra Sydbank er der kommet en ny prognose for 2020 om et resultat efter skat på 400-800 mio. kr. Oprindeligt forudså banken et overskud på 700-1000 mio. kr., inden forventningerne blev suspenderet i marts.

Sydbank venter, at kerneindtjeningen i 2020 vil overstige kerneindtjeningen i 2019. Udviklingen på aktiemarkedet vidner om lettelse over den nye prognose, idet Sydbank-aktien stiger 9,8 pct. til 108,30 kr.

Generelt er bankaktierne ombejlede i onsdagens marked, hvor Jyske Bank løftes med 3,8 pct. til 179,80 kr., og Danske Bank stiger med 2,8 pct. til 80,90 kr.

ISS-aktien er onsdag flyvende med en stigning på 7,7 pct. til 101,90 kr., efter at Danske Bank har løftet sit kursmål på aktien til 110 kr. fra 100 kr. med en gentaget købsanbefaling.

Også Norden og Solar er i vælten. Nordea har lagt 10 kr. til kursmålet for Norden, så det nu er på 110 kr. Rederiaktien stiger 3,3 pct. til 97 kr.

Solar har derimod fået sænket sit kursmål hos Nordea til 350 kr. fra 390 kr. Solar, der fortsat får anbefalingen "køb" af Nordea, stiger dog 2,8 pct. til 235 kr.

/ritzau/FINANS

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.