Genmab overrasker positivt
Genmab fastholder forventningerne til omsætning og driftsresultatet i 2020 i regnskabet for første kvartal.
Genmab overrasker positivt med sit regnskab for første kvartal, hvor både omsætning og driftsindtjening gik frem, samtidig med at bundlinjen blev løftet af markant højere finansindtægter.
Driftsresultatet (EBIT) landede på 71 mio. kr., mens analytikere havde sat næsen op efter et overskud på 53,2 mio. kr. ifølge Bloomberg News. I samme periode sidste år havde Genmab et driftsunderskud på 25,9 mio. kr.
Genmabs samlede omsætning landede på 892 mio. kr. mod estimeret 875 mio. kr. blandt analytikere og 591 mio. kr. i første kvartal 2019.
Omsætningen består primært af 775 mio. kr. i royalties fra Janssens salg af kræftmidlet Darzalex, milepælsbetalinger på 32 mio. kr., og refusion af forsknings- og udviklingsomkostninger på samlet 79 mio. kr.
Endelig viste bundlinjen et plus på 269 mio. kr. mod ventet 53,7 mio. kr. og et plus på 72,2 mio. kr. året før.
Finansindtægter på 283 mio. kr. bidrager til den positive overraskelse på bundlinjen, hvor samme periode sidste år kun bød på 120 mio. kr. i indtægter på den post.
- Stigningen i finansindtægter på 163 mio. kr. var drevet primært af valutakursbevægelser mellem dollar og danske kr., fremgår det af regnskabet.

