Fortsæt til indhold

Sydbank: Genmabs finansposter giver bedre bundlinje end ventet

Investor
/ritzau/FINANS

Biotekselskabet Genmabs regnskab for første kvartal bød ikke på de store overraskelser for senioranalytiker Søren Løntoft Hansen, som betegner afvigelser på centrale poster i forhold forventningerne som "kvartalsforskydninger", mens bundlinjen er polstret af bemærkelsesværdigt høje finansindtægter.

På forhånd er en del af spændingen om regnskabstallene som sædvanligt taget ud, idet partneren Johnson & Johnson tidligere har offentliggjort tal for salget af Genmabs knoglekræftmiddel Darzalex, som Genmab modtager royalties af.

Udviklingen i selskabets royaltyindtægter fra Darzalex er dermed ikke så overraskende i regnskabet, mens de øvrige indtægter omfatter milepælsbetalinger og refusionsindtæger.

- Genmab har lidt flere milepælsbetalinger i kvartalet, end jeg havde regnet med. Til gengæld er de refusionsindtægter, man har fra partnere i forbindelse med udvikling af nogle af de midler, man har partnerskaber omkring, lidt lavere end ventet, konstaterer Søren Løntoft Hansen.

Samlet gør det, at omsætningen på 892 mio. kr. lander lidt lavere, end han havde regnet med. Men det ser han udelukkende være et udtryk for kvartalsforskydninger.

Til gengæld har Genmab i første kvartal brugt lidt færre omkostninger til forskning og udvikling, end han havde regnet med. Også det ser han dog mere som kvartalsvise udsving, og Genmab fastholder da også sin prognose for omkostninger til forskning og udvikling for hele året.

- Til trods for, at omsætningen er en lille smule svagere end ventet, så gør de færre omkostninger til forskning og udvikling, at driftsresultatet er lidt bedre end forventet. Men igen - både toplinje og indtjening er et spørgsmål om udsving mellem kvartaler, understreger han.

- På positivsiden hæfter jeg mig også ved de meget positive finansposter, som betyder, at resultatet er markant bedre end forventet og en konsekvens af valutamedvind som følge af styrkelsen af den amerikanske dollar, siger Søren Løntoft Hansen.

På bundlinjen havde Genmab et plus på 269 mio. kr. mod et plus på 72,2 mio. kr. året før. Finansindtægter på 283 mio. kr. bidrager til den positive overraskelse på bundlinjen, hvor samme periode sidste år kun bød på 120 mio. kr. i indtægter på den post.

Genmab fastholder i regnskabet også sine forventninger til Darzalex-salget og den samlede omsætning, hvilket ifølge Søren Løntoft Hansen vidner om en høj grad af immunitet mod Covid-19, selv om nedlukning af samfund kan give sværere vilkår for partnerens sælgere af midlet.

Artiklens emner
Genmab
Søren Løntoft Hansen